Bjerringbro-Silkeborg har overskud for tiende år i træk
Bjerringbro-Silkeborgs håndboldherrer er dygtige til at præsentere sorte tal på bundlinjen.
Mads Øris Nielsen - her i kamp for Bjerringbro-Silkeborg - har set det meste af sæsonen hidtil fra sidelinjen. Arkivfoto
Mads Øris Nielsen - her i kamp for Bjerringbro-Silkeborg - har set det meste af sæsonen hidtil fra sidelinjen. Arkivfoto Foto: BONNERUP CLAUS/free


Bjerringbro-Silkeborg (BSV) præsenterer igen i år overskud på finanserne. Overskuddet er ikke prangende, men lyder på godt 149.000 kroner efter skat.

Hvad der til gengæld kan kaldes prangende, er, at det nu er tiende år i træk, at der er overskud i den midtjyske håndboldklub.

Regnskabet for 2014/15 blev præsenteret torsdag aften på en generalforsamling. Ved samme lejlighed blev klubbens forbedrede egenkapital på 4,2 millioner kroner fremlagt.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har skærpet kravene til klubbernes egenkapital, og BSV lever op til kravene.

- Det er meget tilfredsstillende for bestyrelsen, at selskabet igen i år drives med overskud, siger bestyrelsesformand i BSV, Kjeld Morsbøl, i en pressemeddelelse.

- Vi er stolte over, at det for tiende år i træk kan lade sig gøre at drive en håndboldvirksomhed, der spiller med i toppen af dansk håndbold, med overskud, siger han.

Klubben har haft et fald i omsætningen på to millioner kroner, men alligevel sikret et overskud, og det er positivt.

- På trods af omsætningsfald har vi alligevel formået at dreje på nogle skruer, der sikrer overskud i butikken.

- Det er godt købmandskab. Administrationsfolkene har virkelig knoklet og fortjener stor ros, fortæller Kjeld Morsbøl.

Sæsonen 2014/15 har været begivenhedsrig for BSV med store udskiftninger i både spillertrup og trænerstab og også på posten som administrerende direktør, hvor Jesper Schou har afløst Frank Lajer.

Sportsligt lykkedes målsætningen om at genetablere klubben i toppen af dansk håndbold.

I denne sæson er den sportslige målsætning at nå mindst en finale i en af de to turneringer, som BSV fortsat er med i: EHF Cuppen og Boxer Herreligaen.

- Vi vil gerne kravle endnu et trin op ad stigen sportsligt, men det er vigtigt, at det forgår med økonomisk ansvarlighed. Vi vil gerne i en finale, og vi vil også gerne vinde en titel, men det sker ikke for lånte penge.

- Vi skal kontinuerligt være med i toppen af dansk håndbold samtidig med, at vi har styr på økonomien, siger BSV-direktør, Jesper Schou.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.