Bjellands klub bliver fratrukket tre point
Twente har svært ved at leve op til kravene i den genopretningsplan, klubben har aftalt med fodboldforbundet.
Klubben, der har danskerne Andreas Bjelland, Kasper Kusk og Joachim Andersen på lønningslisten, kæmper for at undgå konkurs og er under skarp økonomisk bevogtning af det hollandske fodboldforbund (KVNB).
Klubben, der har danskerne Andreas Bjelland, Kasper Kusk og Joachim Andersen på lønningslisten, kæmper for at undgå konkurs og er under skarp økonomisk bevogtning af det hollandske fodboldforbund (KVNB). Foto: Darko Vojinovic/AP


Som om krisen i FC Twente ikke var slem nok i forvejen, er den hollandske fodboldklub onsdag blevet fratrukket tre point i Æresdivisionen.

Klubben, der har danskerne Andreas Bjelland, Kasper Kusk og Joachim Andersen på lønningslisten, kæmper for at undgå konkurs og er under skarp økonomisk bevogtning af det hollandske fodboldforbund (KVNB).

Forbundet har stillet specifikke krav til Twentes økonomi, men klubben har to gange ikke magtet at leve op til forpligtelserne. Nu falder hammeren altså i form af en pointstraf.

- Det er en skændsel for klubben. Vi er utilfredse med afgørelsen, men vil ikke appellere den. Twente vil indgå i nye diskussioner med KVNB om genopretningsplanen, siger Twentes nye bestyrelsesformand Aldo van der Laan til klubbens hjemmeside.

Med onsdagens afgørelse rykker klubben en plads ned i rækken og er nu nummer ni med 32 point.

- Vi ved, at klubben går gennem en økonomisk svær tid, men det er meget ubehageligt at blive ramt af denne straf, siger træner Alfred Schreuder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.