Bizart brød-problem i parker: Gør fugle syge og tiltrækker rotter
I flere af Københavns parker slås kommunen med et bizart brødproblem. Dynger af brød smidt på græsset gør nemlig fuglene syge og tiltrækker sultne rotter, skriver metroxpress.
- Det er en misforståelse, at man er god ved dyrene ved at fodre dem, siger Jon Pape, centerleder i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. 
- Det er en misforståelse, at man er god ved dyrene ved at fodre dem, siger Jon Pape, centerleder i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.  Foto: Scanpix arkiv


I flere af Københavns parker slås kommunen med et bizart brødproblem. Dynger af brød smidt på græsset gør nemlig fuglene syge og tiltrækker sultne rotter, skriver metroxpress.

Særligt i Enghaveparken, ved Utterslev Mose og i Kildevældsparken er brødbanditterne på spil. Og noget tyder på, det ikke kun er helt almindelige parkgæster:

- Vi ser ofte noget, der kunne ligne affald fra bagerierne. Vi ved ikke, om det stammer derfra, eller hvad baggrunden er, men vi gætter på, at det handler om, at folk vil spare penge i forhold til at håndtere affald, siger Jon Pape, centerleder i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Han tror, resterne kan stamme fra bagerier og pizzeriaer. Andre handler i god tro og efterlader tørt brød og madrester til fuglene.

- Det er en misforståelse, at man er god ved dyrene ved at fodre dem. De bliver overfordret og syge - og fuglene har ikke brug for brød, men i stedet frø og kerner. Samtidig lokker man rotterne frem, siger Jon Pape, som understreger, at fuglene sagtens selv kan finde føde.

Metroxpress har tidligere beskrevet, hvordan københavnere i god tro fodrer ænder i byens søer. Men følgerne er yderst skadelige, som zoolog hos Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen i maj sidste år forklarede:

- De her små søer er voldsomt næringsforurenede, og det bidrager man hele tiden til ved at gå og fodre. Ved at fodre vandfuglene er man med til at fjerne den naturlige føde, som for eksempel svaner er helt afhængige af, da planterne bliver dækket af alger og dør.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.