Lolland-Falster skal vælge ny biskop.
Steen Skovsgaard, der er biskop for Lolland-Falster Stift har besluttet at fratræde sin stilling 1. august 2017 for at blive Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
- Jeg er bestemt ikke træt af arbejdet, tværtimod. Det er et fantastisk job, siger Steen Skovsgaard, der har været biskop i Lolland-Falster Stift siden 2005.
Steen Skovsgaard, der fredag fylder 64 år, fortæller, at han hele tiden har vidst, at han ville fratræde, inden han blev 70.
Og at han selv i et ministerielt udvalg har opfordret til, at biskopper bør åremålsansættes for maksimalt 12 år - en grænse han altså selv rammer næste år.
- Jeg synes, det vil være fint, hvis biskopper er ansat med et åremål på 12 år, så der kommer nyt blod, og de ikke bare bliver hængende, siger han til Folketidende.
Kirkeministeriet oplyser, at valget af den nye biskop vil blive udskrevet efter nytår, og at den nye biskop herefter ventes at blive valgt inden sommerferien.
- Nu begynder en demokratisk proces, hvor menighedsrådene og præsterne skal drøfte, hvem de gerne vil have som afløser. Det vil gå helt efter bogen, siger kirkeminister Bertel Haarder (V) til Folketidende.
Gennem årene har han flere gange mødt Steen Skovsgaard.
- Han udviser stor åbenhed over for andre religioner. Han har interesseret sig meget for det mellemfolkelige og for religionsmødet, og det er det, han skal dyrke videnskabeligt nu. Det har været hans profil, bemærker Bertel Haarder.
Steen Skovsgaards Ph.d.-studium skal handle om de sidste tider og dommedag i islam og kristendommen.
Han oplyser i øvrigt, at han vil fortsætte sit arbejde som biskop med uformindsket styrke indtil afskedsgudstjenesten og afskeden, som forventes at blive i forbindelse med landemødet 14. juni 2017.
/ritzau/