Birthe Rønn stemmer imod partilinjen
Den tidligere integrationsminister går imod både sit parti og regeringen og stemmer imod asylforslag.
Birthe Ronn Hornbech havde på forhånd meldt ud, at hun ville stemme imod, fordi hun mener, at forslaget ikke overholder de konventioner, Danmark har underskrevet.
Birthe Ronn Hornbech havde på forhånd meldt ud, at hun ville stemme imod, fordi hun mener, at forslaget ikke overholder de konventioner, Danmark har underskrevet. Foto: HJORTH HENNING/free


Selvom Institut for Menneskerettigheder har sagt god for regeringens forslag om ændringer på asylområdet, stemte den tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech alligevel imod.

Hun havde på forhånd meldt ud, at hun ville stemme imod, fordi hun mener, at forslaget ikke overholder de konventioner, Danmark har underskrevet.

Siden den udmelding er en tillægsbetænkning blevet tilføjet, så der lægges "afgørende vægt på hensynet til familiens enhed og hensynet til de personer, som har et ganske særligt behov for beskyttelse i form af hurtig familiesammenføring."

Den tilføjelse er bemærkelsesværdig, fordi et af forslagets omstridte elementer har været, at flygtninge, der ikke er individuelt forfulgt, kun kan få en midlertidig opholdstilladelse på et år. I den tid ville de ikke kunne få familiesammenføring.

Tillægsbetænkningen fik Jonas Christoffersen, der er direktør i Institut for Menneskerettigheder, til på forhånd at erklære, at lovforslaget ikke bringer Danmark på kant med nogle konventioner.

Ved at stemme nej gik Birthe Rønn Hornbech ikke blot imod regeringen, men også sit eget parti Venstre, der med undtagelse af den tidligere integrationsminister stemte for.

Ud over Birthe Rønn Hornbech stemte SF, Enhedslisten og Uffe Elbæk imod, og lovforslaget blev derfor vedtaget.

Ved siden af reglen om midlertidig flygtningestatus ændrer loven også ved, at hvis flygtninge skulle få en opholdstilladelse, skal deres sag vurderes igen efter to år og ikke som tidligere fem år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.