Fitness-ikonet Charlotte Bircow blæser godt og grundigt på den kendiseffekt, der hænger ved hendes navn – og som ifølge flere eksperter kan være nøglen til en plads i folketinget.
For selvom hun stiller op for Liberal Alliance ved det kommende valg, kommer der ikke til at stå Bircow på stemmesedlen.
Charlotte Bircow, der i dag er selvstændig erhvervsdrivende, har nemlig valgt i stedet at stille op med sit fødenavn. Det skriver Altinget.dk.
- Jeg har heddet Næss-Schmidt til efternavn de sidste 22 år, og derfor er det naturligt, at det er det, jeg stiller op under, siger hun til Altinget.dk.
Tror på stemmer
Hun pointerer, at hun intet har imod at blive kaldt Bircow, men at hun lægger det fra sig for at komme videre fra fitness-tiden.
- Jeg er meget stolt af alt det, jeg har gjort gennem tiden, men det er fedt, at der nu starter en ny æra, siger hun til Altinget.dk.
Det er dog ikke kun genkendelseseffekten – og den døråbner, det kan være, hun med sit valg giver afkald på.
Ved at bruge navnet Charlotte Næss-Schmidt kommer hun nemlig også til at stå længere nede ad listen, der står i alfabetisk rækkefølge. Og også det kan forringe hendes chancer for at blive valgt.
Charlotte Bircow – eller Charlotte Bircow Næss-Scmidt, som hun rettelig hedder – tror dog på, at hun nok skal få stemmer ved det kommende valg.