Bilsalg tager til i Europa - men kun i lavt gear hos VW
Det er stadig VW som sælger flest biler i Europa, men den tyske bilproducent har den mindste salgsvækst.
De seneste 11 måneder i 2015 er bilsalget i Europa øget med 8,7 procent til 12,6 millioner biler, men VW halter bagefter. Danmarks mest solgte bil indtil videre i år er en Volkswagen Up.
De seneste 11 måneder i 2015 er bilsalget i Europa øget med 8,7 procent til 12,6 millioner biler, men VW halter bagefter. Danmarks mest solgte bil indtil videre i år er en Volkswagen Up. Foto: LARS KRABBE/POLFOTO


Det europæiske bilsalg steg med 13,7 procent i november, men salget hos det skandaleramte Volkswagen halter bagefter og voksede kun med 4,1 procent, viser en ny statistisk opgørelse fra de europæiske bilproducenters forening, ACEA.

Det er stadig VW som sælger flest biler i Europa, men den tyske bilproducent havde i forrige måned den mindste salgsvækst af alle.

VW har siden september været mærket af skandalen omkring svindel med test af udslip af drivhusgasser.

Bilkoncernen sagde i sidste uge, at salget af dets tolv forskellige mærker faldt 2,2 procent i november på globalt plan.

Selv om Volkswagens bilsalg på det europæiske marked er vokset i november, er selskabets markedsandel faldet til 24,3 procent sammenlignet med 26,6 procent i samme måned sidste år.

Danmarks mest solgte bil indtil videre i år er en Volkswagen Up. De seneste 11 måneder i 2015 er bilsalget i Europa øget med 8,7 procent til 12,6 millioner biler. Tallene viser, at der allerede er solgt flere biler end i hele 2014.

Salgstallet for november på 1,08 millioner biler er dog fortsat langt under niveauet fra november i 2006 og 2007 - i perioden før finanskrisen ramte Europa. Da blev det solgt omkring 1,2 millioner biler i november.

De nye tal over bilsalget i Tyskland viser, at VW-skandalen ikke har kastet skygger over den øvrige bilindustri i forbundsrepublikken. Daimlers salg steg op til 22,8 procent, mens Opel steg 18,3 procent. En stigning på 10,1 procent hos BMW var under gennemsnittet.

I Frankrig har bilproducenterne Peugeot-Citroën og Renault, begge haft øget salg, som er tæt på gennemsnittet i bilindustrien som helhed.

I gennem årets 11 første måneder er antallet af nye registrerede biler i Europa steget med 8,7 procent til 12,6 millioner, hvilket allerede er mere end det samlede antal solgte biler i hele 2014.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.