Hvor længe siden er det egentlig, at du modtog opdateringer på din smartphone fra LG, Sony, Huawei eller Samsung?
Softwareopdateringer lukker de sikkerhedshuller, der ofte kan opstå, når it-kriminelle får gode idéer.
Men det halter gevaldigt med at få softwareopdateringer på flere smartphone-modeller, for der findes ingen klare regler for, hvor mange opdateringer du kan forvente at modtage til din smartphone efter købet.
Det er især de helt billige modeller, der må undvære vigtige sikkerhedsopdateringer, viser en ny undersøgelse.
Forbrugerrådet Tænk har testet en lang række mobiltelefoner, og her fandt man, at næsten halvdelen - særligt de billige modeller - ikke blev opdateret.
- Styresystemerne bliver i princippet opdateret, når Google årligt opdaterer sit Android-styresystem. Men det er producenterne bag de enkelte mobiler, der ikke altid vælger at konvertere opdateringen og gøre dem tilgængelige til alle Android-mobiler - sandsynligvis fordi det er for ressourcekrævende, forklarer Mikkel William Nielsen, som er projektleder for test og analyse hos Forbrugerrådet Tænk.
Problemet vedrører ikke kun smartphones, men også tablet-computere, Smart tv og andre ting, der er koblet op til internettet, siger John G. Pedersen, der driver forbrugersiden meremobil.dk.
- Jeg har talt med en sikkerhedsekspert, der har fulgt markedet i mange år. Han siger, at det uden tvivl er den billige elektronik, der udgør den største sikkerhedsrisiko for forbrugeren. Særligt mobiltelefonen, som vi bruger til snart sagt alt, siger John G. Pedersen.
I øjeblikket kører en retssag i Holland, hvor man forsøger at presse Samsung til at stille en garanti for fremtidige opdateringer, men ifølge Mikkel William Nielsen har en afgørelse lange udsigter.
Indtil da kan man faktisk ikke forlange noget som helst.
Derfor er det vigtigt, at man selv tager sine forholdsregler, når elektronikken ikke længere opdateres. Det mener Henrik Larsen fra it-sikkerhedsorganisationen DKCERT.
- En telefon, der ikke sikkerhedsopdateres, ville jeg aldrig bruge til andet end at tale i. Jeg ville aldrig lægge mine kontooplysninger ind på den eller bede den huske mine passwords. Jeg ville heller ikke have apps til sociale medier liggende på den, siger han.
Når elektronikproducenterne ikke pålægges opdateringer, ender det med at foregå på kommercielle markedsvilkår, som de tre adspurgte eksperter ikke tøver med at kalde en popularitetskonkurrence, som tilgodeser de populære modeller - og sylter resten.
Den kommercielle markedslogik forklarer Mikkel William Nielsen således:
- Selskabernes flagskibsmodeller betaler folk tusindvis af kroner for. Hvis de ikke blev opdateret, ville det føre til ramaskrig på de sociale medier. Men med de billigere modeller kan producenterne nemmere slippe af sted med ikke at give opdateringer, fordi forbrugerne ikke har de samme forventninger.
- Hvis du vil have kontooplysninger, kodeord og apps liggende på dit smart tv, mobiltelefon eller tablet, skal du holde dig fra de billigste modeller.
- Hvis din tablet eller mobil ikke længere modtager opdateringer, skal du også slette apps til sociale medier, da spamfilteret simpelthen bliver for let at trænge igennem for it-kriminelle.
- Forvent ikke at modtage opdateringer til en mobiltelefon til under 3-3500 kroner.
- Forbrugerrådet Tænk har testet en lang række telefoner fra perioden 2012-15.
På siden https://taenk.dk/test-og-forbrugerliv/elektronik/android-kan-din-smartphone-opdateres kan du se, hvilke mobiler der ikke modtager opdateringer. Flere af dem er stadig i handlen.
Kilder: meremobil.dk, Forbrugerrådet Tænk, DKCERT.
UDVID

/ritzau/FOKUS