Trepart
Billig rengøring til private bliver en del af trepartsforhandlingerne
Det kan blive billigere for familier at få gjort rent derhjemme. Og det vil give nye job til dem, der står uden for arbejdsmarkedet.
Det bliver muligvis igen billigere for familien Danmark at få gjort rent af professionelle derhjemme.
Det bliver muligvis igen billigere for familien Danmark at få gjort rent af professionelle derhjemme. Foto: SCANPIX arkiv


En ny hjemmeserviceordning bliver en del af trepartsforhandlingerne, erfarer Avisen.dk.

Det er sandsynligt, at man kigger over på den anden side af Øresund og lader sig inspirere af den såkaldte RUT-ordning, der kører i Sverige med stor succes.

Den svenske ordning har skabt 20.000 job på otte år og er særlig god til at få især flygtninge og indvandrere ud på arbejdsmarkedet. 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) omtalte i Berlingske lørdag muligheden for at skabe nye job indenfor privat rengøring og havearbejde. 

- Der er et potentielt privat arbejdsmarked, som jo er alt fra, at folk får gjort rent derhjemme til, at de får ordnet deres have, sagde Lars Løkke Rasmussen til Berlingske.

Siden Løkke kom med sin udmelding, har Akademikerne og Lederne erklæret deres støtte til en ny hjemmeserviceordning, mens LO er åben overfor alle forslag, der kan passes ind indenfor den danske model. 

Den svenske RUT-ordning kom i regeringens søgelys få dage efter valget, da den nye Boligjobordning blev vedtaget. Det oplyser finansordfører for Alternativet Josephine Fock, som var med i forhandlingerne.

- I forhandlingerne viste andre parter end os interesse for at undersøge den svenske ordning nærmere. Derfor blev det en del af afttalen om Boligjobordningen, at der skal laves en evaluering af den svenske ordning, siger Josephine Fock.   

RUT står for for Rengøring, Underhold (pasning) og Tvått (vask) og er fradragsberettiget. Svenskerne kan på den måde få billigere hjælp til rengøring, madlavning, havearbejde, snerydning, lektiehjælp og afhentning af børn fra institution. I 2012 blev også lektiehjælp fradragsberettiget. 

Ifølge Ekonomifakta.se er en fjerdedel af de selvstændige erhvervsdrivende, der har RUT-virksomheder, kvinder født i udlandet.  

Dansk Erhverv kom i 2014 med analysen "Svensk hjemmeservice er sund fornuft". Den slog fast, at 75 procent af dem, som RUT-ordningen har skabt job til, kom fra ledighed eller har stået helt udenfor arbejdsmarkedet før ansættelsen.

34 procent er født i udlandet, mens det i snit 15 procent af alle svenske arbejdstagere, der har udenlandsk baggrund.

I følge analysen fra Dansk Erhverv vil en hjemmeserviceordning med svensk forbillede kunne mindske det sorte arbejde, skabe 10.000 nye job på seks år, forbedre integrationen, kvinders karrieremuligheder og give et solidt overskud til den danske statskasse på et år, hvis bare halvdelen af jobbene besættes af ledige.

Dansk Erhverv vil ikke længere kommentere på mulighederne for en dansk RUT-ordning, så længe trepartsforhandlingerne står på.

 

Svenske og danske modeller
  • Den svenske RUT-ordning virker sådan, at man kan trække halvdelen af lønudgifterne fra i skat, når arbejdet blev udført af en RUT-virksomhed. Loftet har været på 50.000 svenske kroner per person, men er i år dog sat ned til 25.000 kroner.
  • I 2014 trak svenskerne i alt tre milliarder svenske kroner fra i skat som følge af ordningen.
  • I Danmark havde man en hjemmeservicordning fra 1994 for at mindske sort arbejde og skabe nye job i en periode med høj arbejdsløshed. I starten kunne alle familier få tilskud til husarbejde, men ordningen blev indskrænket til kun pensionister og siden afskaffet i 2013.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.