Billig arbejdskraft er ikke alt: Mange firmaer flytter hjem igen
En del af de virksomheder, som flyttede produktionen til udlandet, fortryder.
Virksomheder sparer ved at flytte produktionen til udlandet, hvor lønnen er lavere. Men nogle fortryder - for de danske ansatte og det danske arbejdsmarked kan alligevel noget, som er vigtigere.
Virksomheder sparer ved at flytte produktionen til udlandet, hvor lønnen er lavere. Men nogle fortryder - for de danske ansatte og det danske arbejdsmarked kan alligevel noget, som er vigtigere. Foto: Scanpix/Arkiv


Billige lønninger er ikke alt.

Det er en af konklusionerne i en ny rapport fra Syddansk Universitet, der viser, hvor mange danske virksomheder der flytter produktionen tilbage til Danmark.

Det skriver DR Syd.

Rapporten viser, at i løbet af de seneste fem år har 15 procent af virksomhederne på landsplan, der har medvirket i undersøgelsen, flyttet produktionen tilbage.

Og der er flere, der overvejer det.

Det forklarer professor Jan Stentoft fra SDU, der er en af forfatterne bag rapporten.

- Mere end 20 procent af respondenterne svarer i høj grad eller i nogen grad, at de forventer at trække produktionen tilbage til Danmark, siger Jan Stentoft til DR Syd.

Selvom 15 procent af virksomhederne har valgt at rykke produktionen hjem, så er der i samme periode stadigvæk 43 procent, der har rykket produktion den modsatte vej de seneste fem år.

Ifølge Jan Stentoft skyldes det blandt andet kvaliteten af den danske arbejdskraft og et fleksibelt arbejdsmarked, hvor man nemt kan skaffe og fyre medarbejdere.

- Det, der har været drivkrafterne for, at tingene er kommet hjem igen, er blandt andet et ønske om at få noget bedre kvalitet og noget knowhow ind, siger Jan Stentoft.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.