Bille redder Esbjerg mod Hobro på tvivlsomt straffe
Esbjerg slap fra Hobro med 2-2, efter at Nicki Bille udlignede på et kontroversielt straffespark.
Tidiane Sane og Magnus Lekven i nærkamp, da Hobro på hjemmebane besejrede Esbjerg.
Tidiane Sane og Magnus Lekven i nærkamp, da Hobro på hjemmebane besejrede Esbjerg. Foto: MATHIAS SVOLD/POLFOTO


Lørdag mistede Hobro tre point ved skrivebordet, og mandag aften kom holdet ud for en ny nedtur, da det dybt inde i overtiden mistede en sejr over Esbjerg på et diskutabelt straffespark.

Nicki Bille sparkede bolden i nettet fra 11-meter-pletten og udlignede til 2-2, og dermed er forskellen på de to hold i bunden fortsat fem point.

Hobros Jonas Damborg ramte bolden med brystet inde i feltet, men dommer Dennis Mogensen så det som en berøring med armen og dømte det kontroversielle straffespark under store protester.

Dermed reddede Esbjerg et meget vigtigt point i en kamp, hvor vestjyderne ellers før pausen til forveksling lignede Alka Superligaens dårligste hold.

Nederlaget til Randers sidste mandag og pokaldukkerten i Lyngby tre dage senere har været gift for den smule selvtillid, Esbjerg-spillerne havde fået bygget op under den midlertidige træner, Michael Pedersen.

Esbjergenserne var helt fra snøvsen i første halvleg, hvor Hobro både var bedre og farligere.

Pål Alexander Kirkevolds 1-0-scoring efter 11 minutter var flot, da han fyrede af med sit farlige venstreben fra kanten af feltet.

Allerede midtvejs i halvlegen fordoblede Thomas Hansen føringen efter jammerligt forsvarsspil af gæsterne.

I hovedstødsduel med Mads Justesen fik Bjørn Paulsen ikke ramt bolden, og det blev dyrt, fordi hans forsvarskolleger lod Hansen stå helt fri bagest i feltet.

Da lignede det et Esbjerg-hold i dyb spillemæssig krise, men gæsterne kom langt bedre ud til anden halvleg.

Det hjalp, at den stærke back Ryan Johnson Laursen fik comeback efter en længere pause, og da Nicki Bille fik sendt en løs bold i nettet fem minutter inde i anden halvleg, var det pludselig en helt åben kamp igen.

Gæsterne sad tungt på spillet, og tre minutter inde i overtiden lykkedes det altså at få fremtvunget den vigtige udligning.

Med resultatet har Hobro nu fem point på sidstepladsen, mens Esbjerg som nummer næstsidst har ti.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.