Billardspiller får karantæne for matchfixing
En dansk billardspiller havde aftalt et resultat i en turnering på forhånd og er derfor dømt for matchfixing.


Den danske billardspiller Allan Jensen er blevet straffet med ni måneders karantæne for matchfixing.

Ved udmålingen af sanktionen blev der taget hensyn til, at han fortrød sin handling og på eget initiativ indrømmede, hvad han havde gjort.

Det er matchfixingnævnet i Danmarks Idrætsforbund (DIF), der har afsagt kendelse i sagen om billardspilleren.

Allan Jensen deltog i turneringen Verhoeven Open (trebande karambole) i New York i juli 2015.

I sin sidste puljekamp skulle han møde den førende amerikaner, og hvis resultatet blev 25-24 til danskeren, så ville begge gå videre i turneringen.

Allan Jensen opsøgte aftenen før kampen sin modstander, og de aftalte, at kampen skulle ende 25-24, hvilket den også gjorde.

Efter kampen henvendte danskeren sig dog til turneringsledelsen og fortalte den, hvad der var foregået, hvorefter han blev smidt ud af turneringen.

Han forfattede derefter en besked på Facebook, hvor han beskrev sin involvering i sagen. I kendelsen fra matchfixingnævnet lyder det:

- Nævnet tillægger det væsentlig betydning i formildende henseende, at indklagede efter den omhandlende kamp straks og uforbeholdent indrømmede sin forseelse over for turneringsledelsen, og at han dermed også straks tog skridt til at genoprette den skete skade.

Nævnet anfører også, at det kommer anklagede til gode, at sagsbehandlingstiden har været længere end nødvendig.

De ni måneders karantæne, som nævnet valgte at give Allan Jensen, og som gælder al deltagelse i aktiviteter under Den Danske Billard Union, bliver regnet tilbage fra 11. august 2015.

Her blev han suspenderet af billardunionen. Det vil sige, at udelukkelsen udløber 10. maj 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.