Bilister svindler for at slippe for p-bøder
Kreative bilister har fundet på fidus for at slippe for parkeringsbøder. Fupnummeret kan dog få store konsekvenser.
Bilister villige til at gå langt for at alippe for en parkeringsafgift på 510 kroner. Arkivfoto.
Bilister villige til at gå langt for at alippe for en parkeringsafgift på 510 kroner. Arkivfoto. Foto: LARS KRABBE/POLFOTO


Hvad gør man, hvis ikke man gider eller kan betale en parkeringsbøde på 510 kroner?

Nogle åbner et billed- eller tekstbehandlingsprogram, skriver en falsk faktura fra et vejhjælpsfirma eller fra en mekaniker og vedlægger det i en klage til parkeringsmyndigheden. Det skriver metroxpress.

- De forsøger at misbruge de falske fakturaer som bevis for, de var havareret og derfor har krav på at få p-afgiften annulleret, siger Susanne Wærling, chef for sagsbehandling i Center for Parkering, København.

Men her er klagebehandlerne blevet dygtigere til at spotte svindlen, som oftere bliver politianmeldt.

- Visse bilister er blevet ganske idérige, og man kan undre sig over, at de for at spare 510 kroner begår bedrageri og risikerer en alvorlig straf, som i nogle tilfælde faktisk har kostet folk jobbet, siger Wærling til metroxpress.

Hun fortæller, at en bilist - som sagsbehandleren opdagede underviste i Photoshop - havde fremsendt et foto af et skilt, hvorpå hun havde ændret tidspunktet for standsning forbudt fra at gælde til klokken 18 til at gælde til klokken 17.

Susanne Wærling vurderer, at problemet er opstået, fordi flere har fået adgang og kundskab til at misbruge software til også at ændre datoer på gamle værkstedsfakturaer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.