Ritzau
Opdateret kl. 19:22
En 75-årig mand er omkommet i en færdselsulykke ved Årre i Sydvestjylland.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken lidt efter klokken 10.30.
Ved ulykken, som skete på Tingvejen, kørte en personbil frontalt sammen med en lastbil. Den dræbte var fører af personbilen.
- Personbilen kom af ukendte årsager over i den forkerte side af vejen, siger vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Tingvejen var torsdag eftermiddag spærret ved Årre, mens ulykkesstedet blev undersøgt, og der blev ryddet op.
Årre ligger cirka 20 kilometer nordøst for Esbjerg.
Den ældre mand, der omkom ved ulykken, kommer fra Grindsted. Hans pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/