Biler holder stille eller skøjter af vejene
Mange biler vil ikke starte i morgenkulden mandag, og flere er kørt af vejen i det glatte føre.
En del bilister er kørt af vejen mandag morgen på grund af sne og is, oplyser Dansk Autohjælp.
En del bilister er kørt af vejen mandag morgen på grund af sne og is, oplyser Dansk Autohjælp. Foto: PER RASMUSSEN/POLFOTO


Bilkørsel går ikke synderligt godt hånd i hånd med sne og kulde. Det har igen vist sig at være tilfældet mandag morgen.

Hos Dansk Autohjælp oplyser vagtcentralchef Ellen Trolle, at man i de tidlige morgentimer har været ude for at yde assistance til cirka 300 bilister.

- Det er primært starthjælp, der er tale om. Det har vi været ude at give omkring 100 gange her til morgen, fortæller Ellen Trolle til Ritzau.

Hos Falck oplyser kommunikationschef Louis Honoré, at 525 bilister siden midnat har bedt om hjælp.

- Langt de fleste henvendelser er fra Sjælland, hvor der er faldet sne. Her er vi oppe på 296, fortæller Louis Honoré til Ritzau.

Ifølge ham er det primært bilernes akkumulatorer - i daglig tale batterierne - der driller, så bilerne ikke kan starte.

- Så vi har simpelthen været ude og skifte batteri på folks biler, fortæller Louis Honoré.

Hos Dansk Autohjælp lyder vurderingen, at antallet af assistancer er forholdsvis begrænset, når man tager vejrliget i betragtning. Men det skyldes ifølge Ellen Trolle, at mange stadig holder juleferie og derfor ikke skal på arbejde.

Navnlig på Sjælland er der faldet en del sne i løbet af søndag aften og natten til mandag. Sneen i sig selv får ikke folk til at køre fast, men den skaber lidt problemer.

- Det er godt nok ikke så mange fritrækninger, vi har været ude til, og de skyldes ikke, at folk er kørt fast i sneen, men at de er kørt af vejen, fordi der har været glat, fortæller Ellen Trolle fra Dansk Autohjælp, og fra Falck er meldingen nærmest identisk.

- Det drejer sig vel kun om et par håndfulde fritrækninger, som vi har været ude til, fortæller Louis Honoré.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.