Bilejerne vil skåne miljø og bankkonto med nye afgifter
Afgifterne på biler skal sænkes, og et nyt afgiftssystem skal belønne miljørigtige bilkøb, mener FDM.
Udledning af CO2, vægt og sikkerhed skal være afgørende for bilafgifterne i Danmark, mener FDM.
Udledning af CO2, vægt og sikkerhed skal være afgørende for bilafgifterne i Danmark, mener FDM. Foto: Hove Olesen Peter/Polfoto


Det er tid til et opgør med de nuværende registreringsafgifter. Det skal fremover være tekniske kriterier som udledningen af CO2, sikkerhed og vægt, der afgør størrelsen af afgifterne på personbiler. Og ikke bilernes fabrikspris.

Det mener FDM, bilejernes organisation, som sammen med Dansk Industri og De Danske Bilimportører har lavet et udspil til en grundlæggende ændring af bilafgifterne.

- Problemet med det nuværende system er, at det er værdibaseret. Afgiften sættes efter, hvad bilen koster fra fabrikken, uanset hvilke egenskaber den har.

- Man skal gennem afgiftssystemet have bedre mulighed for at sikre, at vi får mere sikre biler, og at vi har biler med bedre miljøegenskaber end i dag, siger direktør i FDM Thomas Møller Thomsen.

Generelt skal afgifterne på biler sænkes, lyder det, og det er næppe en overraskende melding fra bilejernes organisation. Men FDM peger på, at det danske afgiftsniveau er "ekstremt højt" sammenlignet med landene omkring os.

- Vi ser gerne, at afgifterne kommer ned på et lavere niveau, så danskerne i højere grad kan købe biler, der modsvarer deres behov.

- Nogle af pengene vil komme tilbage til statskassen, ved at folk køber dyrere biler af en højere kvalitet og med mere sikkerhed og miljøudstyr. Og så vil nogle af pengene komme tilbage, ved at folk køber andre ting end biler, siger Thomas Møller Thomsen.

I øvrigt bør registreringsafgiften betales løbende og ikke på én gang, som tilfældet er i dag. Dermed kan man luge ud i de gamle biler på vejene, mener FDM.

- Hvis man kan betale afgiften over bilens levetid, skal man ikke låne de penge på én gang i banken, og derved vil man som forbruger få en lavere omkostning.

- Det vil betyde, at man vil få et mere fleksibelt bilmarked, hvor der ikke er så høj en afskrivning på bilerne i deres første leveår, som tilfældet er i dag.

- Den høje afskrivning er med til at gøre, at forbrugerne holder længere på bilerne, og at vi har flere meget gamle biler på bilmarkedet, siger Thomas Møller Thomsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.