Bilejer jagtede biltyv: Kvinde blev hårdt kvæstet
62-årig kvinde er uden for livsfare, men brækkede flere knogler, da hun blev kørt ned af biltyv.
En biljagt endte fredag nat med, at en 62-årig kvinde blev hårdt kvæstet.
En biljagt endte fredag nat med, at en 62-årig kvinde blev hårdt kvæstet. Arkivfoto: Scanpix


En vild biljagt i Hvidovre fredag endte med, at en 62-årig kvinde blev ramt og hårdt kvæstet. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- Hun er uden for livsfare, men hun fik alvorlige skader i form af et brud på brystkassen og brud på hæl, hånd og fingre, fortæller politiets vagtchef Per Hansen til Ritzau.

En 26-årig mand, som sad bag rattet i den stjålne bil, der påkørte kvinden, er blevet anholdt, og lørdag vil han blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup med krav om varetægtsfængsling.

Biljagten begyndte ved Via Biler på Gammel Køge Landevej i Valby nær grænsen til Hvidovre. Her havde bilejeren ladet sin bil stå i tomgang, mens han var inde i en forretning.

Den mulighed udnyttede biltyven til at stjæle mandens bil, men bilejeren lånte en bil på stedet og satte efter biltyven.

Et par kilometer længere ude af Gammel Køge Landevej gik det galt. I krydset ved Avedøre Havnevej ramte biltyven en kvindelig fodgænger.

Ud over at politiet nu vil have biltyven varetægtsfængslet, så vil bilejerens rolle også blive gransket af politiet.

- Om der kommer til at ske noget i forhold til ham, det ved jeg ikke. Men det er rigtigt, at man ikke bare må foretage en eftersættelse. Det lyder til at være gået vildt for sig, fortæller Per Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.