Ritzau
Opdateret kl. 03:19
Kort efter midnat natten til søndag har svensk politi igen været nødt til at rykke ud til bilbrande i Malmø.
Dermed fortsætter tendensen med adskillige natlige brande i biler i den sydsvenske by.
Natten til søndag brændte biler på flere forskellige adresser i Rosengården og omkringliggende nabolag. Ifølge politiet drejer det sig om knap ti biler.
Avisen Sydsvenskan skriver, at det samlede antal brændte biler i sommermånederne nu er oppe over 100.
Problemet med de brændende biler betyder, at politiet i Malmø er tvunget til at nedprioritere andre opgaver.
- Desværre må andre opgaver vente. Vi forsøger at samle ressourcerne om det her, siger Hans Nilsson, vagthavende ved politiet i region Syd, til nyhedsbureauet TT.
En bølge af bilbrande er skyllet ind over Malmø siden 1. juli. De seneste to uger er det taget yderligere til.
- Det er altid bekymrende (at få anmeldelser om bilbrande, red.), men desværre har det set sådan her ud i en uge. Natten til lørdag var der "kun" én bilbrand, men nu er det eskaleret igen, siger Hans Nilsson til SVT's hjemmeside.
Tidligere nætter har politiet sendt en helikopter i luften for at deltage i arbejdet. Ifølge avisen Expressen har flere lokale klaget over, at det har forstyrret deres nattesøvn.
Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med brandene. Dog har de i flere tilfælde gjort skade på flere biler ad gangen.
Der er umiddelbart ikke en forklaring på det stigende antal brændte biler.
/ritzau/