Bilbomber koster 57 livet i Irak
To bilbombeangreb i Irak mandag var rettet mod markedspladser. Islamisk Stat har taget skylden for et af dem.
Irakiske sikkerhedsstyrker forsøger at inddæmme grupper som Islamisk Stat, der tidligere har stået bag bilbombeangreb i det olierige land. (Arkivfoto)
Irakiske sikkerhedsstyrker forsøger at inddæmme grupper som Islamisk Stat, der tidligere har stået bag bilbombeangreb i det olierige land. (Arkivfoto) Foto: Karim Kadim/AP


Mindst 57 mennesker er dræbt i Irak, hvor bilbombeangreb har ramt både hovedstaden Bagdad og den nordlige og sydlige del af landet, siger irakisk politi og lægekilder.

Et af angrebene skete tæt ved en travl markedsplads i byen Khalis, som ligger omkring 80 kilometer nordøst for Bagdad. Her blev 35 mennesker dræbt.

- Chaufføren tiggede politiet om lov til at parkere sin bil for at kunne købe medicin på et apotek i nærheden. Fem minutter senere gik bomben af og forårsagede stor ødelæggelse, siger en talsmand for politiet.

I byen al-Zubair, der ligger omkring 15 kilometer sydvest for oliebyen Basra i det sydlige Irak, ramte et andet angreb. Det var ligeledes rettet mod en travl markedsplads og kostede 10 mennesker livet.

Islamisk Stat har taget skylden for dette angreb, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er sjældent, at denne del af Irak bliver ramt af bilbomber, og Islamisk Stat er først og fremmest til stede i den nordlige og østlige del af Irak, hvor gruppen kontrollerer store områder.

- Kalifatets soldater formåede at sprænge en bilbombe blandt en forsamling af polyteistiske rafidha i Basra, skriver gruppen med brug af dens egen betegnelse for shiamuslimer.

En tredje bilbombe eksploderede i den nordlige udkant af Bagdad, hvor 12 mennesker omkom, siger politi og hospitalskilder.

Irak kæmper hårdt for at inddæmme den yderliggående militante gruppe Islamisk Stat, som har taget kontrollen med en tredjedel af landet.

Islamisk Stat har tidligere taget skylden for lignende angreb.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.