Bilbombe går af foran ambassade
Dagen efter oplysninger om iranske bombninger af Islamisk Stat er en bombe sprængt foran ambassadørbolig.
Bilbomben detonerede foran den iranske ambassadørs bolig i Yemens hovedstad, Sanaa. Arkivfoto.
Bilbomben detonerede foran den iranske ambassadørs bolig i Yemens hovedstad, Sanaa. Arkivfoto. Foto: Hani Mohammed/AP


En selvmordsbomber i bil har onsdag morgen detoneret sin sprængladning foran den iranske ambassadørs bolig i Yemens hovedstad, Sanaa.

Tre personer meldes dræbt og tre andre såret ifølge myndighederne.

Irans ambassadør, Hassan Sayed Nam, var ifølge vagter ved ambassaden ikke til stede i huset, da bomben gik af og forårsagede et stort hul i bygningen.

En yemenitisk soldat fortæller, at man har været i gang med at hive folk væk fra murbrokkerne.

Billeder fra den arabiske tv-kanal al-Arabiya viser en brændende bil, der tilsyneladende er sprængt i to dele foran boligen.

Shiamuslimske oprørere, houthiere, med relationer til Iran tog kontrol over hovedstaden i september og spredte sig til andre dele af landet, hvor de er endt i sammenstød med sunniklaner og den yemenitiske gren af al-Qaeda.

Både USA og Yemens naboer i Golfen mistænker, at Iran blander sig i Yemen og frygter, at en sekterisk konflikt kan sprede sig til andre lande i regionen. Iran har afvist den påstand.

Det er ikke første gang, at iranske diplomater bliver udsat for angreb i Yemen.

En iransk diplomat holdes fortsat som gidsel af militante i landet, og en anden blev dræbt tidligere på året, da han forsøgte at undslippe en bortførelse.

Angrebet på ambassadørboligen sker dagen efter, at USA har givet efterretninger om, at Iran bomber Islamisk Stat.

Iranernes bombetogter mod den islamistiske gruppe er ikke koordineret med den USA-ledede koalition.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.