Bilbombe dræber mindst 16 i irakisk by
Ingen tager ansvar for bombeangreb i det østlige Irak, men Islamisk Stat har stået bag lignende angreb.
Den irakiske provins Diyala og hovedbyen Baquba er officielt erklæret befriet fra Islamisk Stat, men jihadisterne er stadig i stand til at ramme mål.
Den irakiske provins Diyala og hovedbyen Baquba er officielt erklæret befriet fra Islamisk Stat, men jihadisterne er stadig i stand til at ramme mål. Foto: Uncredited/AP


En bilbombe i Baquba i det østlige Irak koster mindst 16 mennesker livet og sårer 52 nær en populær restaurant, oplyser politiet og hospitalskilder.

Ingen har umiddelbart taget skylden for angrebet i Baquba, der er hovedstad i provinsen Diyala. Byen har en blandet shia- og sunnimuslimsk befolkning og ligger ikke langt fra grænsen til Iran.

Men nyhedsmediet Amaq, der støtter organisationen Islamisk Stat (IS), oplyser, at en selvmordsbomber havde shiamuslimske militsfolk som mål.

Tidligere har IS taget ansvar for lignende angreb. De militante IS-islamister er sunnimuslimer.

Diyala blev i januar 2015 erklæret befriet fra IS. Men det har ikke forhindret jihadisterne i adskillige gange at udføre store bombeangreb mod befolkede områder.

Det amerikanske forsvarsministerium oplyser mandag, at et amerikansk ledet angreb i provinsen Anbar i den vestlige del af Irak har kostet en højtstående IS-leder og tre jihadister livet.

- Den 6. maj blev et koalitionsangreb iværksat mod Abu Wahib, Isils militære emir for Anbar-provinsen og et tidligere medlem af for al-Qaeda i Irak, som har optrådt i henrettelsesvideoer for Isil, siger en talsmand for forsvarsministeriet i Washington.

Talsmanden bruger udtrykket Isil, som er ofte anvendt af regeringer og diplomater om IS.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.