Bilagsrod får Kleist til at forlade Grønlands Landsting
Tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist (IA) tager konsekvensen af bilagsrod og forlader Inatsisartut.
Tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist (IA) ønsker at forlade Grønladns Landsting efter rod med sine bilag. Han opfordrer Grønlands leder Aleqa Hammond om at gøre det samme.
Tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist (IA) ønsker at forlade Grønladns Landsting efter rod med sine bilag. Han opfordrer Grønlands leder Aleqa Hammond om at gøre det samme. Foto: JØRGENSEN JAKOB/JAKOB JøRGENSEN


Tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist (IA) har anmodet om nedlægge sit mandat i Grønlands Landsting med øjeblikkelig virkning, skriver Sermitsiaq.ag.

- Jeg skal herved, i henhold til forretningsorden for Inatsisartut - Grønlands Landsting - og vederlagslovens bestemmelser, anmode om Formandskabets godkendelse af min udtræden som medlem af Inatsisartut med virkning fra i dag den 29. september.

Sådan skriver den 56-årige Kuupik Kleist i en mail, ifølge Sermitsiaq.ag.

- Jeg beklager, at jeg ikke har haft overblik over mine udeståender med selvstyret, og da jeg mener, at det bør have konsekvenser, har jeg besluttet at nedlægge mit mandat, forklarer 56-årige Kuupik Kleist i meddelelsen.

I forbindelse med den aktuelle revisionssag med formand for det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, Aleqa Hammond fra Siumut, er det kommet frem, at Kuupik Kleist har et mellemværende med selvstyret på 25.034 kroner.

Det har Kuupik Kleist i weekenden erkendt, hvor han samtidig fortalte Sermitsiaq, at han vil tilbagebetale beløbet hurtigst muligt.

- Jeg mener også, at det vil skade anseelsen af Landstinget og andre politikere at undlade at handle på ovenstående, lyder det fra Kuupik Kleist med en direkte opfordring til Aleqa Hammond.

Kuupik Kleist meddelte den 31. marts, at han stoppede som formand for oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit (IA).

Han ønsker, at der indkaldes en suppleant som hans afløser.

Grønlands leder, Aleqa Hammond, er i øjeblikket i et politisk stormvejr efter en aktuel sag om bilagssjusk med statens penge.

En orientering fra revisionsudvalget viste fredag, at Aleqa Hammond har brugt 106.363,27 kroner fra selvstyrets kasse til private formål.

På trods af flere rykkere blev udgifterne fra april 2013 først tilbagebetalt 8. september i år.

Oppositionspartiet IA har varslet et mistillidsvotum mod Aleqa Hammond.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.