Bil og bus i trafikulykke: Mand er dræbt og to kvæstet
En 19-årig mand har mandag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke i Skibby ved Frederikssund.


En trafikulykke i Skibby ved Frederikssund har sent mandag eftermiddag kostet en 19-årig mand livet, mens en kvinde og hendes lille datter er kvæstet.

Pigen på halvandet år er mandag aften stadig i livsfare, mens lægerne har fortalt politiet, at hendes 17-årige mor er udenfor livsfare.

- Ulykken sker på Skibbyvej ved Hovedgaden i Skibby, hvor en bus og en personbil kører sammen, fortæller vagtchef Dan Houtved fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at den 19-årige fører af personbilen ville svinge til højre ad Hovedgaden fra Skibbyvej.

- En anden personbil holder i forvejen stille i krydset og venter på at svinge til højre, men der er meget glat, og føreren kan formentlig ikke nå at standse, siger Dan Houtved.

For ikke at ramme den holdende bil vælger den 19-årige at køre venstre om et helleanlæg.

- Men derved kommer personbilen over i den forkerte kørebane, hvor bussen i det samme kommer kørende i den modsatte retning, forklarer Dan Houtved.

Ingen personer i bussen kom noget til ved ulykken.

I forbindelse med ulykken var krydset afspærret i nogle timer mandag eftermiddag og aften, mens blandt andre bilinspektøren undersøgte ulykkesstedet.

Tirsdag fortsætter undersøgelserne af bilen og bussen for at se, om der er tekniske fejl på nogen af køretøjerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.