Bil fyldt med børn ramt af tog i Østrig: Fem dræbt
Blandt ofrene er tre børn. Yderligere tre børn er i livsfare, oplyser politiet.
Ulykken i østrig har kostet flere børn livet. Genrefoto.
Ulykken i østrig har kostet flere børn livet. Genrefoto. Foto: Colourbox//COLOURBOX.COM


Fem personer, deriblandt tre børn, har mistet livet ved en togulykke i Østrig fredag aften.

Yderligere tre børn er alvorligt kvæstet, skriver det østrigske nyhedsbureau APA.

De dræbte og kvæstede personer sad i en personbil, der blev ramt af et passagertog ved en ubevogtet jernbaneoverskæring i byen Purgstall an der Erlauf, der ligger cirka 120 kilometer vest for hovedstaden Wien.

Årsagen til ulykken, der skete ved 19-tiden, kendes endnu ikke. De tre hårdt kvæstede børn blev med helikopter fløjet til behandling på hospitaler i området, oplyser Johann Baumschlager, talsmand for politiet.

Der er ingen oplysninger om de dræbtes eller tilskadekomnes alder og nationalitet.

Der var færre end ti passagerer i det lokaltog, der ramte bilen. Ingen personer i toget kom noget til ved sammenstødet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.