Bidsk Bosse banker Aamund på plads: Virksomheder skal da tage ansvar
Asger Aamund er helt galt på den, når han hævder, at virksomheder ikke har et medansvar for flygtninge, mener erhvervskvinden Stine Bosse.
Jeg er ked af at sige det, men der er nok mindst en generation til forskel imellem det, som Aamund siger, og det jeg siger Stine Bosse.
Jeg er ked af at sige det, men der er nok mindst en generation til forskel imellem det, som Aamund siger, og det jeg siger Stine Bosse. Foto: Bax Lindhardt/Jens Nørgaard Larsen/arkiv/Scanpix


De to markante erhvervsfolk Stine Bosse og Asger Aamund er dybt uenige om, hvor stort et socialt ansvar virksomheder skal tage for samfundet.

Ifølge Asger Aamund skal virksomhederne blande sig helt udenom politik og passe deres butik, men den holdning er frygtelig gammeldags, mener Stine Bosse.

- Jeg er ked af at sige det, men der er nok mindst en generation til forskel imellem det, som Aamund siger, og det jeg siger. Alle store virksomheder i hele verden erkender og forstår, at virksomheder selvfølgelig skal tage et samfundsansvar, siger hun til Avisen.dk.

Socialt ansvar er ikke prostitution

Asger Aamund er klar i mælet og langer blandt andet ud efter en virksomhed som IKEA, der senest i juli i år har doneret 283 millioner kroner til FN’s flygtningeorgan UCNHR.

- I den situation vi har med flygtninge nu, skal virksomheder lade være med at optræde som politisk prostituerede og forsøge at score nogle billige point ved at begynde at komme med gaver til flygtninge, siger Asger Aamund til Avisen.dk.

Men den holdning ligger meget fjernt fra Stine Bosses verdensbillede.

- Jeg er lodret uenig. Jeg mener aldrig nogensinde, at virksomheders sociale ansvar er eller har været noget, der minder om prostitution af en virksomhed, siger hun.

Og virksomheder, der ikke har tradition for at hjælpe, må se at komme i omdrejninger, mener Stine Bosse.

- Virksomheder er nødt til at træde i karakter, og man er også nødt til at gøre noget, selvom man ikke har prøvet det før, siger hun.

Erhvervslivet skal nok komme på banen

Avisen.dk fortæller i dag, at store danske virksomheder som Coop og Dansk Supermarked indtil nu har været passive med hensyn til at hjælpe de flygtninge, der lige nu kommer til Danmark.

Men det er kun et spørgsmål om tid, før de danske virksomheder vil melde sig på banen for at række en hånd til nogle af de mange flygtninge, forudser Stine Bosse.

- I de kommende dage og uger vil vi se, at erhvervsvirksomheder vil forsøge at gøre, hvad de kan for de her flygtninge. Det tror jeg bestemt, at vi vil se, siger hun.

Stine Bosse kommer desuden med en opfordring til de danske virksomheder om at huske, hvilken potentiel arbejdskraft der er blandt de nyankomne immigranter.

- Rigtig mange af de her mennesker både kan og vil have noget at rive i. Og at få et job er noget af det bedste, man kan i forhold til at føle sig inkluderet i et samfund, pointerer hun.

Samtidig understreger erhvervskvinden også, at flygtningekrisen ikke går over, fordi virksomheder donerer ting og penge. Det er afgørende, at politikerne går sammen om nogle fælles europæiske løsninger, forklarer hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.