Bevidstløs mand fra patruljevogn er død
En bilist blev anholdt i forbindelse med et solouheld mandag i Nordjylland. Onsdag afgik han ved døden.


En mandlig bilist mistede bevidstheden, da han sad på bagsædet af en politibil sent mandag aften. Onsdag er manden død.

Det oplyser chefkonsulent hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed Cecilie Revsbech til nordjyske.dk.

Manden blev anholdt af politiet, efter at han forulykkede i sin bil ved Nørager mandag. Politiet havde mistanke om, at bilisten var fuld, og tog ham med i patruljebilen.

Betjentene kørte mod sygehuset, hvor den anholdte skulle have taget en blodprøve. På vejen - på motorvej E45 ved Haverslev - mistede han imidlertid bevidstheden.

Cecilie Revsbech fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed vil ikke over for nordjyske.dk fortælle om de nærmere omstændigheder omkring anholdelsen.

Hun ønsker heller ikke at kommentere dødsårsagen, fordi politiklagemyndigheden er i gang med at efterforske sagen.

En sådan efterforskning sættes rutinemæssigt i værk, når en borger er kommet alvorligt til skade på grund af politiets handlinger eller i politiets varetægt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.