Et belgisk butikscenter blev lørdag evakueret, efter at en eller flere mænd havde truet eller affyret våben.
Der er ikke umiddelbart rapporter om tilskadekomne ved episoden i butikscenteret, som ligger i Chatelineau, 50 km syd for Belgiens hovedstad, Bruxelles.
Det skriver det belgiske nyhedsbureau Belga og den britiske avis The Independent.
- Der er ikke umiddelbart tegn på, at manden er tilknyttet terrorisme, skriver medier i Bruxelles.
Lokale rapporter siger, at op til tre bevæbnede mænd forsøgte at stjæle smykker i butikscenteret Cora.
- Der blev affyret skud fra et kalasjnikovgevær, siger borgmester Daniel Vanderlick til nyhedsstationen RTL.
Der er modstridende rapporter om antallet af personer, som var involveret i episoden. En politikommissær, Eric Debrabander, siger, at "adskillige bevæbnede personer var involveret i et røveriforsøg mod guldsmeden Histoire d'Or.
Hele området er evakueret og afspærret.
Episoden kommer, få dage efter en mand bevæbnet med en kniv tog 15 personer som gidsler i et supermarked i Bruxelles-forstaden Forest. Denne episode var ifølge myndighederne et fejlslagent røveriforsøg. Ingen kom noget til.
/ritzau/Reuters