Bevæbnede motorcyklister dræber politibetjente i Karachi
Syv betjente, der bevogtede et vaccinationshold, er blevet skudt og dræbt i Pakistan af mænd på motorcykler.
En pakistansk sundhedsarbejder giver et barn en vaccine mod den lammende børnesygdom polio, der stadig er endemisk i Pakistan.
En pakistansk sundhedsarbejder giver et barn en vaccine mod den lammende børnesygdom polio, der stadig er endemisk i Pakistan. Foto: Mohammad Sajjad/AP


I Pakistans største by, Karachi, har bevæbnede mænd på motorcykler onsdag skudt og dræbt syv politibetjente, som bevogtede et hold sundhedsarbejdere, der vaccinerede mod virussygdommen polio.

Det oplyser pakistanske embedsmænd.

Feroz Shah, der arbejder i det pakistanske politi, fortæller til nyhedsbureauet AFP, at otte bevæbnede mænd udførte drabene i to separate angreb i kvarteret Orangi Town, der ligger i den vestlige del af byen.

- De bevæbnede mænd åbnede først ild mod tre politibetjente på gaden i Orangi Town og dræbte dem. Senere skød og dræbte de fire betjente, der sad i en politibil et par gader væk, siger han.

Abdul Kareem, der arbejder som tjenestemand på Abbasi Shaheed Hospital, hvor ligene blev kørt til, bekræfter, at syv betjente er blevet skudt og dræbt.

Den lammende børnesygdom polio er stadig endemisk i Pakistan.

Forsøg på at udrydde sygdommen er blevet besværliggjort af militante angreb på vaccinationshold. Således er omkring 80 sundhedsarbejdere blevet dræbt siden december 2012.

Islamistiske grupper, herunder Taliban, hævder, at vaccinationshold er et dække for spionage eller en sammensværgelse, der arbejder for at sterilisere muslimer.

I januar sprængte en selvmordsbomber sig selv i luften foran en vaccinationsklinik i den sydvestlige by Quetta. 13 sikkerhedsfolk og to civile blev dræbt.

I 2014 steg antallet af tilfælde af polio i Pakistan til 306, hvilket var det højeste antal i 14 år, før det sidste år faldt til 52 tilfælde.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.