Bevæbnede mænd brænder skole af i Afghanistan
Taliban mistænkes for at have stukket ild på pigeskolen, der har 500 elever, i det nordlige Afghanistan
Taliban mistænkes for at at have brændt en pigeskole i Afghanistan ned. Militsen er modstander af uddannelse til kvinder. Billedet er fra 29. september og viser en gruppe unge afghanere, der er ved at blive uddannet til jagerpiloter i Afghanistans hovedstad, Kabul.
Taliban mistænkes for at at have brændt en pigeskole i Afghanistan ned. Militsen er modstander af uddannelse til kvinder. Billedet er fra 29. september og viser en gruppe unge afghanere, der er ved at blive uddannet til jagerpiloter i Afghanistans hovedstad, Kabul. Foto: Shah Marai/AFP


En gruppe bevæbnede mænd har brændt en pigeskole af i provinsen Jawzjan i det nordlige Afghanistan, siger lokale embedsmænd ifølge AFP.

Politiet giver Taliban skylden for afbrændingen. Der fandt sted fredag aften.

- De væbnede mænd trængte ind på skolen omkring klokken 22. De tævede vagterne og stak ild på stole, bøger og klasselokaler, siger Reza Ghafoori, talsmand for provinsens guvernør.

- De advarede også om, at pigerne på skolen ikke skal tilbage til undervisning igen, tilføjer talsmanden, der oplyser, at skolen har 500 elever.

Det lokale politi er i gang med at undersøge sagen. Mistanken er rettet mod Taliban.

Dog har ingen endnu taget skylden for afbrændingen.

- Det var Taliban. De har tidligere brændt skoler af her i området, siger Abdul Hafiz Khasheh, vicepolitichef i provinsen.

Taliban ledte Afghanistan fra 1996 til 2001, da en amerikansk-ledet koalition satte den islamisk fundamentalistiske bevægelse fra magten. Under Talibans regime var bevægelsen modstander af undervisning til piger.

Men efter at Taliban blev afsat, begyndte millioner af afghanske piger igen at gå i skole.

Imidlertid har Taliban under de seneste 15 års oprør gentagne gange rettet angreb mod undervisningsfaciliteter, herunder skoler og lærere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.