Bevæbnede mænd angriber indisk luftbase: Mindst seks dræbt
En indisk militærbase, der ligger tæt på grænsen til Pakistan, er blevet angrebet lørdag nat lokal tid.


Mindst fire oprørere og to sikkerhedsvagter har mistet livet i kampe på en indisk luftbase lørdag nat, oplyser embedsmænd.

Den militære base, der ligger tæt på den indisk-pakistanske grænse, blev angrebet af fire bevæbnede mænd.

Ifølge kilder i det indiske forsvarsministerium menes det, at de fire mænd alle kommer fra Pakistan og havde sneget sig ind på Pathankot-luftbasen i Indiens nordvestlige stat Punjab i løbet af natten.

De stjal en politibil og kørte den til den stærkt bevogtede base, hvor de trængte ind muligvis iført militæruniformer.

Fire af dem er bekræftet dræbt i ildkamp med militæret, mens også to sikkerhedsvagter har mistet livet ifølge en embedsmand fra indenrigsministeriet.

Tv-billeder viser væbnede vagter udenfor den bevogtede base, som ligger 50 kilometer fra grænsen til Pakistan. Politiet har optrappet kontrollen af køretøjer i området.

Gerningsmændene er ifølge tv-stationen NDTV fra Pakistans islamistiske og militante gruppe Jaish-e-Muhammed, meddeler unavngivne embedsmænd til nyhedsbureauet AFP.

- De (gerningsmændene, red.) er tungt bevæbnet, og formålet med angrebet er at gøre så meget skade som muligt på basens udstyr, men indtil videre har vi haft succes (med at forhindre større skader på kampfly og andet materiel, red.), siger en embedsmand.

Kunwar Vijay Partap Singh, der står i spidsen for politiet i Punjabs Pathankot-distrikt, siger til AFP, at angrebet begyndte klokken 03.30 lokal tid - omkring klokken 23 dansk tid.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.