Af Bettina Post
SE ALLE BLOGINDLÆG
Bettina Post: Flygtninge skal i job fra "dag ét". Men hvilken dag er det?

JEG ER hverken ekspert i asylregler, flygtninge eller integration. Måske er det derfor, jeg bliver så forvirret over debatten om, at flygtninge skal "i arbejde fra dag ét." Bl.a. i onsdags, da socialdemokraterne kom med deres ni bud på bedre integration, hvor jeg flere gange hørte dette mantra forklaret med, at flygtningenes første møde ikke skal være med en sagsbehandler, men med en arbejdsgiver. Det lyder rigtig godt. Jeg kan bare ikke se det for mig.

Jeg har haft lejlighed til at spørge Mattias Tesfaye (S) om, hvad der menes, og fået bekræftet min mistanke om, at "dag ét" slet ikke er "dag ét" - altså dér, hvor asylansøgeren sætter foden på dansk jord og udtaler ønsket om at søge asyl. Det er først på dag ét efter, at sådan en person har modtaget sin opholdstilladelse. Og det er en ganske anden sag.

I 2014 var den gennemsnitlige opholdstid i asylsystemet ifølge refugees.dk nemlig 310 dage, og dermed mener socialdemokraterne altså "i arbejde fra dag 311." Det, der endnu ikke er helt klart for mig, er, om det også er det alle de andre, som siger det samme, mener. Det tror jeg faktisk ikke, det er, og dermed er forvirringen total.

LAD MIG DERFOR opfordre til, at det bliver lidt klarere, hvad og hvem det er, der snakkes om. Er det asylansøgere (i arbejde fra dag ét) eller er det flygtninge (i arbejde fra dag 311)? Det er faktisk ikke ligegyldigt.

Min næste forvirring handler om jobbene. Vi har som bekendt allerede en udfordring, som omhandler de knap 120.000 ledige "gammeldanskere" som har været klar til at komme "i job fra dag ét" meget længe uden, at det er lykkedes. Og det er ikke fordi, der har manglet vilje.

Ud over den omfattende aktive beskæftigelsespolitik, vi fører i Danmark, tog den forrige regering eksempelvis initiativ til flere store aftaler, som skulle skaffe job til alle dem, som stod til at miste dagpengeretten som følge af dagpengereformen. Også her var arbejdsmarkedets parter aktive deltagere, som gav hinanden håndslag på at bidrage til at finde løsninger.

Det førte til mange fine initiativer: Ret til en personlig jobformidler, udvidede jobrotationsordninger, opkvalificeringsjob og hurtigere ret til virksomhedspraktik og løntilskud. Det store finalenummer var en særlig akut-jobordning, som bl.a. gennem en kontant bonus til arbejdsgiverne, skulle skaffe 12.500 job til dem, der stod til at miste retten til dagpenge.

DET KUNNE SAGTENS være løsninger, der også dukker op i de kommende trepartsforhandlinger, som jo har fået opgaven med at finde veje til job for de mange flygtninge. Derfor er det jo nok så interessant at se på, hvordan det gik med disse initiativer. Men det er der ingen der ved ret meget om, for de er ikke blevet evalueret. Akut-jobordningens eftermæle er dog, at kun knap 2,5 pct. af de ca. 30.000 opslåede akutjob blev besat af nogle, som var ved at miste dagpengeretten.

Det ligner lidt de foreløbige resultater af "Jobservice Danmark," hvor virksomhederne, i forlængelse af det store civilsamfundstopmøde på Marienborg i efteråret, kunne tilmelde sig, hvis de ønskede at modtage en eller flere flygtninge.

Ud af landets 300.000 registrerede firmaer har kun 47 tilmeldt sig ordningen, og tilsammen har de oprettet 621 pladser til flygtningene. Om det er job eller praktik, kan jeg ikke finde svar på nogen steder, men der er - uanset hvad - temmelig langt til mål.

Det er ingen overdrivelse at konstatere, at den beskæftigelsesmæssige integration af flygtningene er en kæmpe udfordring for vores lille samfund. Men det bliver altså ikke bedre af, at der siges smarte sætninger, som skaber forventninger, som ikke kan indfries. Ej heller af at vi gentager initiativer, som ikke løser problemerne.

MIT RÅD til parterne, som snart går i gang med de svære forhandlinger, er derfor: Start med at gøre klart, hvem det er I snakker om. Asylansøgere eller flygtninge. Og find så ud af, hvad for noget af det, der blev sat i gang sidst, som faktisk virkede. Det er vel det, vi skal gøre mere af.

Om Bettina Post

Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.