Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.
”Ingen kan bruge det til noget som helst, at jeg siger undskyld”, lød det fra Kristian Thulesen Dahl i Jyllands-Posten pinsemandag.
Det, DF-formanden henviste til, var, at det var ham, der ”opfandt” dagpengereformen. Thulesen Dahl er ked af, at den kom til at sende så mange lønmodtagere helt ud af dagpengesystemet, og han fortryder, at indfasningen var så hård.
MEN, som han siger i artiklen: ”Vi fik det på skrift. Det var ikke bare noget, de sagde. Antallet af ledige, der vil falde ud, vil maksimalt stige fra 2.000 til 4.000. Det var det niveau, vi lagde til grund. Det viste sig så at blive helt anderledes. Men vi bliver nødt til som støtteparti at regne med de oplysninger, vi får fra regeringen”.
MEN ÆRLIGT TALT. Den forklaring er der da heller ikke nogen, der kan bruge til noget. Hvis man dykker ned i de bilag, som ligger til grund for arbejdet omkring vedtagelsen af L 222, som var betegnelsen for lovforslaget om nedsættelsen af dagpengeperioden, var der mange steder, hvor den nu brødebetyngede ophavsmand kunne have reageret. Eksempelvis i forbindelse med den høring, som vi har tradition for at udsætte nye lovforslag for, når vi skal sikre at de er egnede, rimelige og hensigtsmæssige.
Også dette lovforslag blev sendt i høring. Men kun til en lille særligt udvalgt skare af de berørte parter: Beskæftigelsesrådets ydelsesudvalg, A-kassen for selvstændige erhvervsdrivende (ASE), Kristelig arbejdsgiverforening og Kristelig fagbevægelse. Og det var det. Hvorfor mon?
HELDIGVIS ER DET HER en af de fester, hvor man er velkommen til at deltage, selv om man ikke er inviteret. Den etablerede fagbevægelse indgav derfor – på trods af en uhørt kort høringsfrist på 3 ½ arbejdsdage - at forfatte et fælles brev fra hovedorganisationerne LO og FTF, hvor der på vegne af 1,4 millioner lønmodtagere blev protesteret over hele processen i forbindelse med de indgribende omlægninger af dagpengesystemet og gjort opmærksom på, at halveringen af dagpengeperioden isoleret set ville berøre op til 20.000 ledige.
Og hvad var reaktionen på det? ”Regeringen tager til efterretning, at LO og FTF er uenige i regeringens ansvarlige bestræbelse på at genoprette dansk økonomi på kort og på langt sigt”. Man forholdt sig simpelthen ikke til det. Heller ikke fra støttepartiets side.
De 124 spørgsmål, som Beskæftigelsesudvalget stillede til L 222 (hvoraf ingen kom fra Dansk Folkeparti), forsøgte i høj grad at få belyst, hvad beregningsgrundlaget for regeringsskønnet var. Blandt andet med henvisning til en undersøgelse fra AE-Rådet, som vurderede, at ca. 15.000 ledige helt ville miste muligheden for at have et økonomisk sikkerhedsnet under sig.
Det gennemgående svar fra daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg var, at: ”Det skønnes med betydelig usikkerhed (min fremhævning), at antallet af ledige, der falder ud af dagpengesystemet, kan stige fra de nuværende 1.000-2.000 til 2.000-4.000, fordi flere påvirkes af de nye regler”.
ALLE VIDSTE ALTSÅ, at beregningsgrundlaget var tyndt funderet. Alligevel blev forslaget vedtaget i rekordfart. A-kassernes Samvirke kunne så i februar 2015 opgøre, at mere end 50.000 danskere har mistet retten til dagpenge på grund af reformen. Det kunne have været undgået, hvis Thulesen Dahl havde reageret på de advarsler, som man ikke havde bedt om, men som alligevel regnede ned om ørerne på de politikere, som vi har sat vores lid til.
Hvad var det, som forhindrede DF's indgriben? Ingenting. Ud over, at de må have syntes, at det var en god ide at halvere dagpengeperioden og fordoble genoptjeningskravet uanset, hvor mange det ville gå ud over.
Så stå dog ved det!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.