Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.
Der er vist ingen tvivl om, at den kommende valgkamp får beskæftigelsespolitikken som et af sine hovedtemaer.
Det kan godt gå hen og blive ret enerverende at høre på. I hvert fald hvis måden, dette vigtige politikområde generelt diskuteres på, får lov at fortsætte.
Jeg tænker selvfølgelig på den lukkede fest, politikerne har med sig selv, hvor de samme sætninger gentages, hvor de retoriske spørgsmål stilles, og hvor ingen svar bliver givet. Det er ikke bare dødssygt at høre på. Det er også uforskammet over for vælgerne, som må kunne forvente sig mere af de folkevalgte.
I FORGÅRS prøvede jeg et opmuntrende alternativ.
Sammen med tre formelt set dybt uenige politikere, to eksperter med hver sit afsæt og et lokale fyldt med beskæftigelsespolitisk interesserede københavnere deltog jeg i et debatarrangement i genren ”politisk salon”.
Intentionen fra arrangørernes side var, at vi skulle hæve os op over de fortærskede slogans og mikse politisk holdning med videnskabeligt indblik. Det var en god oplevelse.
Selv havde jeg fået til opgave, med afsæt i min faglige baggrund som socialrådgiver, at bidrage med mine tre vigtigste anbefalinger til den kommende regering.
Og jeg skal med det samme advare om, at jeg ikke er så optaget af vækst, statistikker og forskellige økonomiske teorier. Mit fokus er, at beskæftigelsespolitik (også) handler om mennesker.
OG MIT FØRSTE RÅD til politikerne var præcis, at de skal huske, at bag hvert eneste tal i statistikkerne om hvor mange der modtager en eller anden form for overførselsindkomst, gemmer der sig levende mennesker og meget konkrete fortællinger om, hvorfor de er havnet der.
Og selv om det mange gange påstås, at man ryger helt uden for fællesskaberne, når man ikke har et arbejde, så kan man sjovt nok stadig se fjernsyn og læse aviser, hvor man kan høre sig selv omtalt i en rå og fordomsfuld debat om, hvad det er, man er ude på.
Og det gør ondt. Tænk på det.
Også når vi kommer til tilrettelæggelsen af indsatserne, trænger systemet sine steder til at blive menneskeliggjort. Så det er de arbejdsløse, som er i fokus og ikke systemets besvær med at få dem til at passe ind i kasserne.
Det opleves for mange ledige - og jeg tænker især på dem, som også slås med sygdom og sociale problemer - totalt uoverskueligt, og snarere som noget man skal være på vagt overfor, end som et sted hvor der er hjælp at hente. Og det kan jeg altså ikke huske, at der er nogen, der er gået til valg på.
MIT RÅD NUMMER TO var i samme boldgade, og handler om at få skabt en bedre sammenhæng imellem de mange indsatser.
Langt de fleste, som hænger fast i kontanthjælpssystemet, har mange og sammensatte problemer. Der er noget med fysikken. Noget med psyken. Noget med det sociale. De har et hav af sager og journaler alle vegne.
Og eftersom man ikke bliver rask af beskæftigelsesindsats og ikke kommer i arbejde af behandling, er det strengt nødvendigt, at de systemer, som leverer hhv. det ene og det andet, tænker, taler og arbejder sammen om en fælles plan. Der er så småt nogle politiske initiativer i gang i den rigtige retning, men det er langt fra nok, og det går alt for langsomt.
MIT TREDJE OG SIDSTE RÅD var, at vi skal have stoppet den jubeloptimistiske forestilling om, at alle med en puls kan komme i arbejde, hvis bare vi hiver og flår længe nok i dem.
Det passer simpelthen ikke. Og det er ikke i orden, at voksne mennesker, som i forvejen har rigeligt at slås med, slæbes igennem et uendeligt antal arbejdsprøvninger uden, at der nogensinde konkluderes på, om de kan forsørge sig selv ved at arbejde, eller de ikke kan.
Det er muligt, at vi tidligere har været lidt for rundhåndede med pensionerne. Men nu er vi røget i den modsatte grøft. Vi er blevet for restriktive i den godhjertede bestræbelse på ikke at opgive nogen.
Lad os finde den gyldne middelvej.
Jeg ved ikke om de tre politikere, der var med i debatten, bliver en del af den kommende regering. Jeg ved heller ikke, om de tager mine gode råd til sig.
Men vi havde en fornuftig samtale om, hvad det mon er, der skal til, hvis beskæftigelsespolitikken skal fungere bedre.
Og det er et godt skridt på vejen.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.