Bettina efter seks år på kontanthjælp: Har ikke råd til medicin
Flere på kontanthjælp ender i fattigdom, konkluderer Rockwool Fonden i en ny rapport. Især enlige uden børn. Hjemme hos Bettina Hansen er der ikke råd til medicin hver dag.
Bettina Hansen har 1300-1400 kroner tilbage, når de faste udgifter til hendes lejebolig er betalt. Hun har Ankestyrelsen ord for, at det er for lidt til, at hun kan leve af det.
Bettina Hansen har 1300-1400 kroner tilbage, når de faste udgifter til hendes lejebolig er betalt. Hun har Ankestyrelsen ord for, at det er for lidt til, at hun kan leve af det. Privat


Bettina Hansen klarer sig for 1300 kroner om måneden. Det er så lidt, at hun har Ankestyrelsen ord for, at det ikke kan lade sig gøre.

Blandt andet sorterer hun i sin medicin, for hun har ikke råd til det hele.

- Noget lader jeg være med at tage, og andre piller tager jeg hver anden dag. Jeg gik også til vandgymnastik en gang om ugen, men det koster 44 kroner per gang, så det er jeg stoppet med, siger Bettina Hansen.

Efter en faldulykke på jobbet nærmer hun sig sit sjette år på kontanthjælp.

I dag kommer Rockwool Fondens Forskningsenhed med en rapport om kontanthjælp gennem 25 år. En af konklusionerne er, at en stigende del af kontanthjælpsmodtagerne er blevet fattige. I 1999 var det to procent. I 2008-11 var det otte procent.

Bettina Hansen har 1.300-1.400 kroner tilbage, når de faste udgifter til hendes lejebolig er betalt. Hun har Ankestyrelsen ord for, at det er for lidt til, at hun kan leve af det.

Det fik hun, fordi hun en måned ikke havde råd til at betalte halvdelen af sin husleje. Derfor søgte hun kommunen om en engangsydelse, men fik nej.

Det samme sagde Ankestyrelsen, da hun klagede videre.

For med et rådighedsbeløb på den størrelse er det ikke sandsynligt, at hun kan fortsætte med at forsørge sig selv, skriver Ankestyrelsen. Enkeltydelser kan man kun få, når det er én ekstraordinær udgift, og det er det ikke, når Bettina Hansen hver måned har så lidt tilbage.

- Heldigvis har jeg ellers altid klaret det. Men jeg fejler hele tiden flere ting, jeg skal have medicin for. Nu har jeg fået stressrelateret psoriasis og mavesår. På grund af presset ved den situation, jeg står i, siger Bettina Hansen.

Enlige har større risiko for fattigdom

Det er stadig de færreste, der opfylder kriterierne for at falde ind under kategorien fattig. Men mindretallet vokser. Den gruppe, der er mest udsat for at ende i fattigdom, er enlige uden børn. Deres risiko er 20 gange højere end for barnløse gifte.

Forklaringen på en stigende fattigdom er, at kontanthjælpen er blevet mindre i forhold til befolkningens løn, og at flere er flere år på kontanthjælp.

Bettina Hansen blev i 2009 væltet omkuld af en borger, da hun var assistent i hjemmeplejen.

Faldulykken gav skader på hendes ryg, så hun har metalskinner på begge siden af rygraden og fire diskusprolapser. Siden ulykken har hun været på kontanthjælp stort set hele tiden, mens hendes sag om fleksjob eller førtidspension er blevet behandlet.

En anden af rapportens konklusioner er, at den økonomiske forskel mellem at være i arbejde og på kontanthjælp er vokset de seneste 25 år.

Et af argumenterne for at gøre kontanthjælpen lavere, er at få flere i arbejde, fordi incitamentet bliver større.

- Men det hjælper jo ingenting, når jeg ikke kan arbejde, fordi jeg er syg. Så betyder det bare, at jeg ikke kan få medicin eller træning, siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.