Betjente gør oprør mod overarbejde: "Nu går det ikke længere"
De ansatte i politiet har tilsammen 1.030.415 timers frihed til gode, viser en opgørelse. Politiforbundet kræver, at Rigspolitiet retter op på problemet nu.
Landets betjente vil ikke have penge for deres overarbejde, de vil have fri, lyder det fra deres fagforening Politiforbundet.
Landets betjente vil ikke have penge for deres overarbejde, de vil have fri, lyder det fra deres fagforening Politiforbundet. Foto: Scanpix/arkiv


Politiet har atter arbejdet sig frem til en massiv overarbejdspukkel.

Ifølge Rigspolitiets seneste opgørelse fra august 2016 viser en sammentælling for samtlige ansatte i politiet, at de tilsammen har 1.030.415 timers tilgodehavende frihed. Det skriver Politiken fredag.

Hovedårsagerne er velkendte: Grænsekontrol mod syd og bevogtningsopgaver i København som følge af det forhøjede terrorberedskab.

Ifølge formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, er følgerne et slidt korps plaget af sygefravær og frustrationer over aldrig at kunne holde fri. Men nu går det ikke længere, lyder det fra Politiforbundet.

"Rigspolitiet er nødt til at prioritere benhårdt i opgaverne, indtil overarbejdet er afviklet. Man er nødt til at rette det til nu, ellers står vi med det samme problem igen om et år", siger Claus Oxfeldt.

"Betjentene vil ikke have penge. De vil have fri. Af hensyn til deres helbred og familieliv".

Det er ikke lykkedes at få en aktuel kommentar fra Rigspolitichefen, men økonomidirektør i Rigspolitiet Nikolaj Veje skriver i en mail til Politiken, at antallet af overarbejdstimer er aktuelt højt, men faldende.

"Der er ingen tvivl om, at der har været et stort ressourcepres på politiet det seneste halvandet år. Det er klart, at de store opgaver ved grænsen og til terrorberedskabet giver os udfordringer - men vi gør, hvad vi kan, for at løse udfordringerne bedst muligt under hensyntagen til både opgaveløsningen og personalet", skriver han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.