Betjente finder død mand under forulykket bil i Nordjylland
30-årig mand kørte formentlig galt i højrekurve og ramte vejtræer, lyder vurdering fra politiet.
Det var betjente på patrulje, der opdagede den forulykkede Volvo, da de kom til krydset mellem Vildmosevej og Taffelgårdsvej ved Tylstrup sydvest for Brønderslev 
Det var betjente på patrulje, der opdagede den forulykkede Volvo, da de kom til krydset mellem Vildmosevej og Taffelgårdsvej ved Tylstrup sydvest for Brønderslev  Foto: Scanpix arkiv


En 30-årig mand er død, efter at han fredag aften eller natten til lørdag er kørt galt i sin varebil sydvest for Brønderslev.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Det var betjente på patrulje, der opdagede den forulykkede Volvo, da de kom til krydset mellem Vildmosevej og Taffelgårdsvej ved Tylstrup.

- I forbindelse med de nærmere undersøgelser omkring bilen konstaterer man, at en person ligger dræbt under bilen, og det viser sig at være en 30-årig mand, der ejer bilen, som er død, siger vagtchef Bent Højgaard til Ritzau.

Føreren har tilsyneladende mistet herredømmet over varebilen i en højrekurve og er kørt ind i nogle vejtræer på stedet.

Nordjyllands Politi har tilkaldt bilinspektører for at lave flere undersøgelser omkring bilen. Det er uvist, præcis hvornår ulykken er sket.

Den 30-årige mand er fra lokalområdet, og hans pårørende er blevet underrettet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.