Betjent skød mod tuktuk-chauffør: Nu er han frikendt
Anklagers krav om straf til betjent, der skød mod tuktuk-knallert, afvises af Retten i Aarhus.
Retten i Aarhus har i dag afsluttet sagen om betjenten, der skød mod en beruset knallertfører. Betjenten var tiltalt for grov vold, efter han affyrede tre skud mod knallerten.
Retten i Aarhus har i dag afsluttet sagen om betjenten, der skød mod en beruset knallertfører. Betjenten var tiltalt for grov vold, efter han affyrede tre skud mod knallerten. Foto: SISSE DUPONT/POLFOTO


Retten i Aarhus frifinder fredag en 32-årig politibetjent for grov vold, efter at han affyrede sit tjenestevåben mod en beruset knallertkører i november 2013.

Betjenten affyrede tre skud mod føreren af en såkaldt tuktuk-knallert.

Anklagemyndigheden påstod, at der ikke var nogen god begrundelse for at bruge pistolen. Derfor forlangte en senioranklager betjenten idømt fængsel i tre måneder.

"Et katastrofalt fejlskøn", har Line Scharf under sagen betegnet betjentens handling.

Derimod har hans forsvarer ment, at han ikke gjorde noget galt.

- Det er fuldstændig i overensstemmelse med hans træning og uddannelse, sagde advokat Mette Grith Stage under proceduren torsdag.

Føreren af tuktuk-knallerten var beruset og blev ramt i det ene ben.

Episoden udspillede sig i Ridderstræde 1. november 2013.

I afgørelsen fastslår domsmandsretten, at knallerten havde kurs direkte mod betjenten, som havde pligt til at gribe ind og forsøge at standse køretøjet.

Da føreren af knallerten ikke stoppede, affyrede betjenten tre skud nedad mod hjulophænget.

Det var utilsigtet, at det ene skud ramte føreren, lyder det i dommen.

Retten tilføjer, at de tekniske undersøgelser understøtter den forklaring, som betjenten er kommet med om forløbet.

Den tiltale, der var rejst, drejede sig om vold af særlig farlig karakter.

Statsadvokaten rejste tiltalen på baggrund af en efterforskning udført af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Det hører til sjældenhederne, at anklagemyndigheden beslutter at rejse straffesag mod betjente for deres afgivelse af skud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.