Betjent kørt ned i Stockholm efter kæmpe fodboldslagsmål
Hundrede fodboldtilhængere kom i slagsmål, og mindst en person er kørt på hospitalet efter spark i hovedet.


Tilhængere af de to største fodboldklubber i Stockholm kom lørdag eftermiddag i slagsmål i den svenske hovedstad.

I forbindelse med det voldsomme sammenstød blev en politimand påkørt af en bil.

Betjenten har det efter omstændighederne godt, og han slap ifølge politiets pressetalsmand uden betydelige skader.

Politiet i Stockholm oplyser, at betjenten blev kastet op på kølerhjelmen, hvorefter han trillede ned på jorden.

Føreren af bilen er anholdt på mistanke om grov vold mod tjenestemand. Han mistænkes ifølge politiet desuden for narkopåvirket kørsel og for brud på våbenloven.

- Politiet blev kaldt til stedet, efter oplysninger om at to store grupper var kommet i slagsmål, skriver politiet.

Meldingen fra politiet er, at mindst hundrede tilhængere af klubberne AIK og Djurgården kom i slagsmål ved Södra Hammarbyhamnen, der ligger nær Södermalm.

Tre ambulancer blev sendt til stedet.

Mindst en person er kørt på sygehuset. Han blev sparket i hovedet, oplyser politiets talsmand Sven-Erik Olsson.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.