Betjent frifindes for drab på ung sort amerikaner
Den tredje af seks betjente, der var sigtet i sagen om drabet på en sort mand i politiets varetægt, frifindes.
Caesar Goodson (t.v.) forlader retsbygningen efter frifindelsen torsdag.
Caesar Goodson (t.v.) forlader retsbygningen efter frifindelsen torsdag. Foto: Patrick Semansky/AP


En politibetjent i Baltimore er torsdag frifundet for anklager om uagtsomt manddrab i sagen om Freddie Gray, en ung sort amerikaner, der døde i politiets varetægt.

Mangel på beviser betyder, at betjenten, Caesar Goodson, ikke kan dømmes for anklager om blandt andet uagtsomt manddrab, siger dommer Barry Williams, som endnu ikke har afgjort, om betjenten er skyldig i mindre alvorlige lovovertrædelser.

Goodson er den tredje af i alt seks tiltalte betjente, der kommer for retten. Alle tre sager har ført til frifindelse.

Den 25-årige Freddie Gray døde 19. april 2015, efter at han var kommet til skade under en polititransport en uge forinden.

Han døde som følge af en skade på rygsøjlen, som han ifølge de retsmedicinske undersøgelser pådrog sig under transporten i et salatfad.

Caesar Goodson var chauffør i det politikøretøj, Freddie Gray blev transporteret i. Anklageren har i løbet af retssagen hævdet, at betjenten gav Freddie Gray en "barsk tur" i bilen og ikke sørgede for den anholdtes sikkerhed.

Sagen var en af flere, hvor sorte amerikanere tilsyneladende havde fået en ekstra hårdhændet behandling af politiet. Derfor førte den til demonstrationer og optøjer i Baltimore og flere andre amerikanske byer i dagevis.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.