Betalingsbalancen dykkede igen i maj
Danmarks betalingsbalance bliver fortsat dårligere. Baggrunden er markant mindskede indtægter fra udlandet.
Eksporten faldt i maj og betalingsbalancen dykkede. Der er dog fortsat overskud på betalingsbalancen.
Eksporten faldt i maj og betalingsbalancen dykkede. Der er dog fortsat overskud på betalingsbalancen. Foto: Maersk Line/Free


Danmarks regnskab med udlandet blev igen dårligere i maj. Indtægterne fra uden for landets grænser faldt, og det trak betalingsbalancen ned. Dermed forsætter en længerevarende tendens ifølge Danmarks Statistik.

Fra april til maj faldt overskuddet med 0,8 milliarder kroner til 7,9 milliarder kroner. Siden starten af 2015 er overskuddet faldet, og i de første fem måneder af 2016 er det samlet faldet med 25,4 milliarder kroner til 39,8 milliarder kroner.

- Nedgangen i overskuddet i perioden januar til maj 2016 i forhold til samme periode sidste år skyldes især, at de samlede indtægter er faldet med 44,8 milliarder kroner. De samlede udgifter er i samme periode kun faldet med 19,4 milliarder kroner, skriver Danmarks Statistik.

Specielt salget af tjenester er faldet voldsomt. I de første fem måneder af 2016 er overskuddet på salget af tjenester faldet fra 25,9 milliarder kroner til 8,3 milliarder kroner.

- Det er tjenester indenfor søtransport, som står for stort set hele faldet i tjenesteeksporten. Da USA og Kina er Danmarks største eksportmarkeder for søtransport rammer nedgangen i eksporten især disse lande, skriver Danmarks Statistik.

Generelt stod det da også skidt til for eksporten i maj, da den faldt med 2,2 procent i forhold til juni.

- Set over de seneste tre måneder er både importen og eksporten til lande udenfor EU faldet. Eksporten er i denne periode faldet med 3,9 procent. Dette skyldes især et fald i eksporten til USA på 8,7 procent, som er båret af et fald i salget af blandt andet lægemidler og vindmølledele, skriver Danmarks Statistik.

I horisonten lurer effekterne af det britiske nej til EU den 23. juni. Storbritannien stod i 2015 for små seks procent af eksporten af alle Danmarks varer.

- Her er det vigtigt at huske på, at alle handelsrelationer til Storbritannien indtil videre er uændrede rent lovgivningsmæssigt og vil være det i mindst to år endnu.

- Men man må forvente, at britisk økonomi er ramt af usikkerheden efter Brexit, hvilket næppe kan undgå at smitte af på dansk eksport til landet, skriver cheføkonom hos Jyske Bank Niels Rønholt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.