Bet for FCM: Napoli skåner stjerner mod Brugge
Napoli stiller op uden flere stjerner i Belgien, hvilket kan få konsekvenser for FCM i Europa League.
Jess Thorup vurderer, at Club Brugge har gode chancer mod Napoli torsdag aften. En belgisk sejr kan muligvis sende belgierne forbi FCM i Europa Leagues gruppespil. Midtjyderne skal selv i aktion i Warszawa.
Jess Thorup vurderer, at Club Brugge har gode chancer mod Napoli torsdag aften. En belgisk sejr kan muligvis sende belgierne forbi FCM i Europa Leagues gruppespil. Midtjyderne skal selv i aktion i Warszawa. Foto: ANITA GRAVERSEN/POLFOTO


Napoli har med fire sejre i fire gruppekampe allerede sikret sig avancement til forårets 1/16-finaler i Europa League.

Den italienske succes, der inkluderer to sejre over FC Midtjylland, kan torsdag få konsekvenser for det danske mesterhold.

Angriberen Gonzalo Higuain, målmanden Pepe Reina og forsvarsspilleren Raul Albiol er blandt de spillere, der er blevet hjemme i Italien før Napolis udekamp torsdag aften mod Club Brugge.

Det øger sandsynligvis Brugges chancer for at slå Napoli, og med en sejr kan belgierne slå buler i FCM's håb om at gøre Napoli følgeskab i 1/16-finalerne. Midtjyderne skal selv på arbejde ude mod polske Legia Warszawa.

- Jeg tror, at Brugge har rigtig gode chancer mod Napoli, men det skal vi jo ikke bekymre os om.

- Vi skal fokusere på vores egen kamp, og det vil vi gøre, siger FCM-træner Jess Thorup.

Med to gruppekampe tilbage står Napoli på 12 point, mens FCM følger efter med seks point. Club Brugge har fire point og Legia Warszawa et enkelt.

Man kunne godt forestille sig, at Jess Thorup alligevel er irriteret over, at Napoli efter to storsejre over FCM nu sparer flere profiler.

- Jeg forholder mig ikke til, hvad Napoli gør. Jeg har 100 procent fokus på vores egen kamp.

- Jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det. Jeg bruger ikke tanker på det.

- Vi skal spille vores eget spil, og så må vi se, hvad det bringer os af resultat, og så tager vi den derfra, siger Thorup.

Om to uger skal Club Brugge på besøg i Herning, hvilket - uanset torsdagens resultater - giver FCM en mulighed for at afgøre holdets egen skæbne.

Uafgjort i Warszawa vil betyde, at FCM er sikker på at klare sig videre med en pointdeling mod Brugge i den sidste gruppekamp. Det skyldes, at Thorups hold vandt 3-1 i Belgien tidligere på efteråret.

- Hvis vi får et enkelt point mod Legia, vil det give os et fornuftigt udgangspunkt uanset, hvordan den anden kamp ender, siger Jess Thorup.

Midtbaneprofilen Jakob Poulsen mener, at Napoli råder over en så bred trup, at det ikke har den store betydning, at gruppens tophold sparer flere profiler i Brugge.

- De har sparet fire-fem spillere i hver eneste kamp i gruppespillet, så de har bevist, at de har et ok hold.

- Samtidig er jeg sikker på, at de spillere, der går på banen for Napoli, gerne vil vinde. Det er trods alt sjovere at vinde end at tabe, siger Jakob Poulsen.

Hvis belgierne slår Napoli, og FCM taber i Warszawa, så vil det kræver en dansk sejr over Brugge i den sidste gruppekamp i Herning.

- Vi skal helst ikke komme ud i det, siger Jakob Poulsen.

- Vi går efter at slå Legia Warszawa, og så må vi se, hvordan det går i den anden kamp, siger midtbanespilleren.

Der er kampstart klokken 21.05 i begge kampe. Opgøret i Brugge spilles for tomme tribuner af sikkerhedsmæssige årsager grundet de blodige angreb i Paris tidligere på måneden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.