Chefredaktør på den danske udgave af Se og Hør, Henrik Qvortrup, vil ikke vil forholde sig til den konkrete bestikkelsessag i Norge, hvor Nordea-ansatte mod betaling har videregivet oplysninger om kendte og kongeliges privatøkonomi.
Alligevel er det ikke utænkeligt, at Se og Hør i Danmark ville betale for lignende oplysninger. Henrik Qvortrup mener i hvert fald, at danske bankansatte burde skæve til deres norske kolleger.
- Jeg vil ikke forholde mig til et hypotetisk spørgsmål, men det er ingen hemmelighed, at vi taler med mange forskellige kilder hele tiden. Og jeg synes da, at danske Nordea-ansatte med fordel kunne lære noget af deres norske kolleger, siger han til Avisen.dk.