Besøg hos Dronningen: Thorning takker af - Løkke får flertal
Under ti minutter tog det den afgående statsminister at meddele dronningen, at hendes regering takker af.
Under ti minutter tog det den afgående statsminister at meddele dronningen, at hendes regering takker af.
Under ti minutter tog det den afgående statsminister at meddele dronningen, at hendes regering takker af. Foto: Scanpix


På en regnvåd Amalienborg Slotsplads havde en mindre forsamling af nysgerrige borgere fredag taget opstilling for at se den afgående statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ankomme til det rituelle farvelbesøg hos dronning Margrethe.

Men de nysgerrige fik nu ikke meget at se. Thorning kørte blot ind på slottet i en bil med tonede ruder, og under ti minutter senere forlod hun igen Amalienborg uden så meget som at rulle bilruden ned.

Men hoffet bekræfter over for Ritzau, at Thorning har meddelt monarken, at regeringen ikke længere har flertal.

Dronningerunde

Efter klokken 14 mødte repræsentanter for de politiske partier op på Amalienborg for at meddele Margrethe, hvem de peger på som forhandlingsleder i forhold til at danne en ny regering.

På baggrund af de råd, som dronningen modtager af Folketingets partier, kan hun gøre to ting:

Enten kan hun udpege den person, der har flest mandater bag sig, som forhandlingsleder, eller også kan hun pege direkte på en person, som får til opgave at danne en ny regering med sig selv som statsminister.

Vælger dronningen at udpege en forhandlingsleder, skal forhandlingslederen forsøge at få et flertal bag sig, der er stort nok til at danne en ny regering - eller sikre, at der ikke er et flertal imod regeringen.

Lykkes det ikke, kan man forestille sig en dronningerunde mere.

Løkke har flertal

Dronningens rolle i regerings-dannelsen er af fuldstændig formel karakter.

Det står på forhånd klart, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har flertal bag sig til at danne regering.

Valget torsdag gav 90 mandater til de partier, der bakker op om ham.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.