Beslaglagt brev: Al-Qaeda sendte jihadist-trio til Danmark
Tre personer skulle ramme danske mål, men ifølge interne dokumenter forsvandt de under deres mission.
Amerikanske retsdokumenter viser, at Osama bin Laden tilsyneladende beordrede tre al-Qaeda-medlemmer til Danmark. Bin Laden blev dræbt af amerikanske soldater i 2011. Arkivfoto.
Amerikanske retsdokumenter viser, at Osama bin Laden tilsyneladende beordrede tre al-Qaeda-medlemmer til Danmark. Bin Laden blev dræbt af amerikanske soldater i 2011. Arkivfoto. Foto: Anonymous/AP


Tre jihadister blev i Osama bin Ladens tid som al-Qaeda-leder sendt til Danmark for at "udføre en operation".

Det skriver Berlingske på baggrund af oplysninger fra 11 interne al-Qaeda-dokumenter, der er kommet frem under en nylig retssag i USA.

De tre personer forsvandt dog ifølge et udateret brev, som den hedengangne leder modtog om terrornetværkets "eksterne operationer".

- Med hensyn til den modtagne instruks om at ramme Danmark: Vi sendte for et stykke tid siden en europæisk gruppe på tre jihadister af sted for at udføre en operation dér. Deres prioritet var Danmark og amerikanske mål. Vi mistede kontakten med dem, lyder det ifølge Berlingske i rapporten.

- Der var nyheder om deres anholdelse, men kun Gud ved, om det er sandt. Vi havde en erfaren jihadist, som tidligere havde boet dér, og som nu er vendt tilbage. Vi forventer godt nyt fra ham og også fra andre, som var her (i Pakistan, red.) et kort stykke tid, og som nu er vendt tilbage. Må Gud give dem succes, hedder det i rapporten.

Der er ikke nogen konkret beskrivelse af, hvor eller hvem i Danmark, der skulle have været mål for operationen.

Da amerikanske specialstyrker i 2011 dræbte Osama bin Laden, beslaglagde amerikanerne 2,7 terabyte af dokumenter og andet materiale, og det er her, at blandt andet den mislykkede mission i Danmark beskrives.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.