Beskæftigelsen er steget støt i knap to år
Beskæftigelsen er steget siden foråret 2013 og tog endnu et ryk i marts. Økonomer advarer om flaskehalse.
Siden 2013 er flere og flere kommet i arbejde. Nu advarer økonomer om flaskehalse.
Siden 2013 er flere og flere kommet i arbejde. Nu advarer økonomer om flaskehalse. Foto: Colourbox/free


Antallet af danske lønmodtagere steg endnu engang i marts, hvor 4300 lønmodtagere kom til, oplyser Danmarks Statistik. Dermed er beskæftigelsen steget 23 måneder i træk.

- Antallet af lønmodtagere har været støt stigende siden foråret 2013, og alene det seneste år er antallet af personer med et lønmodtagerjob steget med 33.300, skriver Danmarks Statistik.

Ifølge senioranalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea flytter det seneste halvandet års uafbrudte økonomiske fremgang folk fra arbejdsløshedskøen og over i beskæftigelse.

- Denne udvikling betyder imidlertid også, at dansk økonomi relativ hurtigt risikerer at blive ramt af mangel på arbejdskraft inden for visse sektorer, skriver Jan Størup Nielsen og advarer mod såkaldte flaskehalse på arbejdsmarkedet:

- Med udsigterne til en vækst op omkring to procent over de kommende år og en potentiel vækstrate på cirka en procent kan den nuværende ledige kapacitet på arbejdsmarkedet således hurtigt blive opbrugt, tilføjer han.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener chefanalytiker Erik Bjørsted dog, at der er et godt stykke vej endnu, før virksomhederne begynder at mangle hænder.

- I mellemtiden er det vigtigt at sikre, at flere unge de kommende år gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse, så vi undgår en situation, hvor vi har overskud af ufaglært arbejdskraft, men mangel på uddannet arbejdskraft, siger han.

I alt havde 2.599.400 personer et lønmodtagerjob i marts.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.