Berørt prins: Vi skal hædre min afdøde mor
Britiske prins Harry er opsat på at få skabt et monoment, der skal markere 20-års dagen for prinsesse Dianas død i 1997.
Britiske prins Harry ønsker at hædre årsdagen for sin mors død.
Britiske prins Harry ønsker at hædre årsdagen for sin mors død. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Til august i 2017 er det 20 år siden, at hele verden chokeret så og læste nyheden om, at prinsesse Diana af Wales var omkommet i en bilulykke i den franske hovedstad, Paris.

For at markere den forestående årsdag for sin mors død fortæller prins Harry i et interview med det britiske medie Hello! Magazine, at han ønsker at gøre noget helt specielt for at hædre hende.

Den 31-årige prins vil nemlig forsøge at få opført et monument, der medvirke til at bevare mindet om den afdøde prinsesse og alt det, som hun fik udrettet i sin levetid.

- Der er nødt til at blive opført noget i form af et monument, så vi på den måde kan mindes hende. Hver evig eneste dag tænker vi stadig på hende, så for at markere 20-års dagen ville det være på sin plads at skabe noget, der vil eksistere for evigt og samtidig kan anerkende alt det gode, som hun gjorde, da hun var i live, siger prins Harry til Hello! Magazine.

Prins Harry har sin brors fulde opbakning til at få skabt et mindesmærke til ære for prinsesse Diana.

I flere år efter ulykken valgte det britiske kongehus ikke at give dybdegående interviews om ulykken. Dog har både prins William og prins Harry i løbet af de seneste år åbnet op og valgt at dele flere følelsesladede minder fra tiden omkring deres mors død.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.