Alle redaktionelle medarbejdere på Berlingske, Berlingskes Nyhedsbureau og B.T. har valgt at gå i strejke.
Det erfarer Newspaq.
Årsagen til strejken skal findes i virksomhedens spareplaner.
På b.dk oplyses det, at strejken er overenskomststridigt.
"Journalisterne på Berlingske og Berlingske Nyhedsbureau har overenskomststridigt nedlagt arbejdet," skriver netavisen.
Samtidig fremgår det, at papiravisen udkommer lørdag - men dog kun i en nødudgave.
Chefen for det hele, Lisbeth Knudsen, er ærgerlig over strejken.
"Det er en beklagelig reaktion fra de journalistiske medarbejdere på Berlingske og B.T.. Det er svært, at forstå at en nødvendig nedbemanding på 3,5 procent ud af 2.500 medarbejdere i hele Berlingske Media, og inden for alle medarbejdergrupper og afdelinger, kan give den reaktion på Berlingskes og B.T's redaktioner," siger hun ifølge b.dk og fortsætter:
"Vi har desuden været inde i et konstruktivt forhandlingsforløb, hvor vi har imødekommet en række ønsker om både fratrædelsesordninger og omrokeringer af fyringstruede til andre job," lyder det fra koncernchefen, der også er ansvarshavende chefredaktør.
Hun understreger samtidig over for læserne, at de nok skal få deres avis til morgenkaffen lørdag.
"Læserne og annoncørerne skal ikke undgælde for denne beklagelige reaktion. Avisernes redaktionelle ledelseshold vil sørge for, at Berlingske og B.T. alligevel kommer på gaden i morgen," siger hun.
Læs også: DJ: Strejken på Berlingske stikker dybt
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.