Berlin: Mindst ti tyskere dræbt i Istanbul
Tysk minister siger, at intet tyder på, at angrebet var rettet specifik mod tyskere.
Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, der onsdag er i Istanbul, siger. at intet tyder på, at bombeangrebet var rettet specifikt mod tyskere. 10 tyskere mistede livet ved angrebet. 15 personer blev såret.
Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, der onsdag er i Istanbul, siger. at intet tyder på, at bombeangrebet var rettet specifikt mod tyskere. 10 tyskere mistede livet ved angrebet. 15 personer blev såret. Foto: Lefteris Pitarakis/AP


En talskvinde for det tyske udenrigsministerium siger, at ti tyskere blev dræbt i tirsdagens bombeanslag i Istanbul. Tidligere var antallet af dræbte tyskere blevet opgivet til ni.

Ved selvmordsbombeangrebet på Sultanahmet-pladsen i hjertet af Istanbul blev ti mennesker dræbt og 15 personer blev såret.

Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, der onsdag var i Istanbul, siger, at intet tyder på, at angrebet var rettet specifikt mod tyskere.

- En person er blevet tilbageholdt under politiets operationer i aftes. Disse operationer fortsætter og er meget intense, siger den tyrkiske indenrigsminister, Efkan Ala, som onsdag holdt en fælles pressekonference i Istanbul med de Maizière.

Det russiske generalkonsulat i den tyrkiske by Antalya bekræftede tidligere onsdag, at tre russere er blevet tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder, fordi de mistænkes for at have forbindelser til Islamisk Stat.

Det tyrkiske nyhedsbureau Dogan skrev tidligere, at myndighederne tilbageholder tre personer med russisk statsborgerskab.

Meddelelsen kom efter bombeanslaget i Istanbuls turistcentrum tirsdag, men de tre tilbageholdte sættes øjensynligt ikke i forbindelse med angrebet.

Det er første gang i lang tid, at et angreb i Tyrkiet har været rettet direkte mod turister.
De tyrkiske myndigheder mener, at det var en syrer, der for nylig kom til Tyrkiet fra det krigshærgede naboland, som begik massakren.

Tyrkiets indenrigsministerium siger ifølge Reuters, at 3318 personer tilbageholdes i landet, fordi de er mistænkt for at have haft forbindelser til Islamisk Stat eller andre radikale islamistiske grupper, siden Syriens borgerkrig begyndte.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.