Offentligt ansatte holder i vid udstrækning mund om kritisable forhold på jobbet, viser en ny undersøgelse.
Og dette gælder ikke kun sosu-assistenter og pædagoger.
Også socialrådgivere, der blandt andet sidder med tunge børnesager med stor mediebevågenhend, kan have tendens til at klappe i om forhold, de ikke synes er i orden. Det siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau til Avisen.dk.
“Det er i hvert fald ikke sådan, at man uden betænkeligheder ytrer sig. Vi har jo det hensyn at tage, at der er meget, vi ikke kan sige. Men hvis det handler om generelle forhold, hvor man for eksempel ikke kan forsvare det faglige niveau eller nedskæringer. Der møder jeg socialrådgivere, som ikke tør sige det højt,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Det må du sige uden at blive fyret
Føler sig ildeset på jobbet
Det er ikke fordi, der findes en række grimme sager om, at socialrådgivere er blevet uberettiget fyret, efter at de har ytret sig. Nogle af de kritiske har dog mistet deres job i en efterfølgende fyringsrunde. Men den mest almindelige konsekvens er, siger Berlau, at socialrådgiveren bliver mødt med kulde på arbejdspladsen i kølvandet på for eksempel et kritisk læserbrev.
“De føler, at de kommer i en form for bad standing. Det er en fornemmelse, de selv har og en af årsagerne til, at ikke flere står frem. De føler sig simpelthen ildeset på arbejdspladsen bagefter,” siger Majbritt Berlau.
Hun understreger dog, at mangel på ytringsfrihed på ingen måde er en sort hvid-problematik.
“Det er ikke sådan at det aldrig fungerer. Nogle socialrådgivere oplever jo også, at når de så har sagt noget, og været nervøse for konsekvenserne, så er de blevet overraskede over, at der ikke er sket noget ved det,” siger Berlau.
LÆS OGSÅ: Fornærmet ledet: Hold så kæft Annegrethe!
Kritik og faglig stolthed en gave
Hun opfordrer den enkelte arbejdsplads til at gøre det tydeligt for medarbejderne, hvordan rammerne er.
“Det er jo en kæmpe gave til en arbejdsgiver, at medarbejderne er kritiske og har en faglig stolthed. Men det her bør være et tema på enhver arbejdsplads, så man på forhånd tydeliggør, at det for eksempel er mest velset med intern kritik her, før vi går ud i offentligheden. På den måde undgår man, at der opstår en bekymring, som kan udvikle sig til selvcensur.”