Beredskab får ikke has på sydvestjysk regn inden lørdag
I Esbjerg-området vil der lørdag stadig være efterdønninger fra fredagens skybrud og store nedbørsmængder.
Der var fredag skybrud i Esbjerg-området. Arkivfoto
Der var fredag skybrud i Esbjerg-området. Arkivfoto Foto: BROHUS ANDERS/free


Selvom redningsberedskab har arbejdet på højtryk med at få pumpet vandmasserne væk fra veje i området nær Esbjerg og Varde, vil der lørdag stadig være trafikale forhindringer på grund af voldsom regn og skybrud fredag eftermiddag i det sydvestjyske.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

- Der er nogle tunneler og viadukter, som ikke når at blive tømt for vand i nat, og der dukker stadig nye steder op, hvor der er oversvømmet, siger vagtchef Erik Lindholdt tidligt natten til lørdag.

De fleste steder er der dog blevet spærret af, så cykler og biler ikke risikerer at havne på bunden af de nyopståede søer på vejene. Men politiet opfordrer stadig folk til at være forsigtige, når de færdes i området.

Blandt andet står mange cykeltunneler stadig under vand, og det samme gælder for viadukten ved Bilka på Kjersing Ringvej i Esbjerg.

- Den er fuldstændig fyldt med vand, og den åbner formentlig heller ikke lørdag, siger Erik Lindholdt om viadukten.

Til gengæld er Vestkystvej igen til at køre på, efter at en viadukt ved Tarp tidligere var oversvømmet.

Ifølge politiet har redningsberedskabet "et par steder" kæmpet for at undgå, at vandmasserne trak ind i husene.

Flere lyskryds i Esbjerg-området har også været i udu på grund af den kraftige regn.

Tidligere fredag gik det voldsomme vejr ud over københavnerne. Fredag eftermiddag havde Falck modtaget 70 anmeldelser om vandskader i hovedstadsområdet.

Det drejer sig primært om oversvømmede kældre og kloakker.

Værst gik det ud over den nordlige del af hovedstadsområdet, hvilket vil sige Herlev, Charlottenlund, Hellerup, Lyngby, Bagsværd og Gladsaxe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.